Norge

VM-udfordringer til dommerpar fra Nordjylland

Toftelund/Bilde skal dømme de svenske verdensmestre mod Norge

Brian Toftelund og Erik Bilde står foran store opgaver ved VM i Sverige. Foto: Bent Jakobsen

Brian Toftelund og Erik Bilde står foran store opgaver ved VM i Sverige. Foto: Bent Jakobsen

NORDJYLLAND:Det danske floorballlandshold deltager i øjeblikket ved VM i A-gruppen i Sverige, hvor der indledende spilles i Helsingborg og Stockholm, men Danmarks bedste dommerpar er også med. Der er tale om Brian Toftelund fra Sæby og hans makker Erik Bilde fra Sindal, som indledte søndag med at dømme en kamp i B-gruppen mellem Slovenien og Holland. - Og i dag står vi så overfor den helt store udfordring med kampen i A-gruppen mellem verdensmestrene fra Sverige og Norge, der rangerer som nummer fire-fem i verden, fortæller Brian Toftelund, der glæder sig til den store udfordring. - Vejen til så stor en VM-kamp blev banet, da vi leverede en god præstation i en bronzekamp ved U 19 VM i Letland i november, og kampen mellem Sverige og Norge bliver helt sikkert et kanonbrag med måske 3300 tilskuere på lægterne i Helsingborg. - I det hele taget er interessen for VM i Sverige stor, og både Eurosport 2 og en svensk kanal sender tv-transmissioner fra mesterskaberne. Efter Sverige-Norge skal Toftelund/Bilde dømme i A-gruppen mellem Schweiz og Tyskland fulgt op af to kampe i B-gruppen mellem Singapore-Slovenien og Australien-Østrig. - Derefter samles alle otte VM-dommerpar i Stockholm, hvor kampene i slutspillet fordeles. Men man skal vist tro på julemanden, hvis vi får lov til at dømme VM-finalen i Globen i Stockholm med 15.000 tilskuere, lyder det fra sæbynitten Brian Toftelund.