VM var det største

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Rasmus Tantholdt. Foto: Lea Meilandt Mathiesen, Scanpix

SOM UDENRIGSREPORTER for TV 2 har Rasmus Tantholdt været vidt omkring de senere år. Og det er da også under en af sine mange reportagerejser i udlandet, at den største kulturelle begivenhed i hans øjne fandt sted. - Jeg har været til VM i fodbold i Japan, Sydkorea og Frankrig, men har aldrig oplevet så god en stemning, som der var i Tyskland i 2006, siger den unge tv-journalist. - Forud for slutrunden talte man meget om, hvordan man skulle undgå ballade. Man var især bekymret for de engelske fans, men tyskerne elskede balladen ihjel ved at have ølboder, pølseboder og fanzoner på gaden. Det gjorde, tror jeg, at alle frustrationer druknede i den store folkefest, som udspillede sig overalt. Han husker især kvartfinalen mellem Tyskland og Argentina, der blev vist på storskærm ved Brandenburger Tor i Berlin og endte med en 4-2-sejr til værterne efter en dramatisk kamp med straffesparkskonkurrence. - Vi var over en million mennesker samlet i et stort lukket område, og stemningen var fantastisk. Der var noget meget symbolsk over at stå lige på det sted og se, hvordan både arabere, jøder, tyrkere og alle mulige andre folkeslag festede sammen uden antydningen af ballade, fortæller Rasmus Tantholdt. Tyskerne gjorde indtryk Som mange af de omkringstående støttede han Tyskland og jublede højt ved hver tysk scoring. Og det gjorde indtryk at se, hvordan vores naboer generelt fejrede deres landshold under hele slutrunden. - Tyskerne har været en smule flove over deres egen kultur og flag på grund af nazitiden. Men for første gang oplevede man, at folk hængte det tyske flag ud af deres vinduer, malede det på kinderne og iklædte sig roligantøj i tyske farver. Pludselig havde tyskerne noget at være stolte af, fordi de havde organiseret verdens største og på alle måder superfede folkefest, fortæller Rasmus Tantholdt, der især nød at tale med den ældre generation, der velvilligt lukkede ham ind i deres private hjem og delte ud af deres betragtninger om nationalfølelse og meget andet. I alt blev det til tre uger syd for grænsen i selskab med hans gode tyske ven Benjamin, som han havde hyret som producer til de mange opgaver for TV 2. Men der blev da tid til at feste lidt, når kameraet var blevet slukket og mikrofonen lagt væk. - Ved et VM er folk i udgangspunktet meget åbne, fordi alle er der for den samme ting. Så vi fik talt med en masse forskellige mennesker fra hele verden, og det er altid sjovt at tage i byen med nogen fra det vindende hold, siger Rasmus Tantholdt og griner.