Vodskov fejrede oprykning til jyllandsserien

Serie 1, pulje 3 Vodskov-Lindholm 2-1 (0-0) Mål for Vodskov: 1-0 Ulrik Søe, Torben Larsen (straffe) VODSKOV: Der var lørdag eftermiddag masser af spænding og dramatik, da Vodskov lørdag eftermiddag for første gang i klubbens historie sikrede sig oprykning til jyllandsserien. Som følge af kampens store betydning var hjemmeholdet præget af nerver i første halvleg mens Lindholm spillede en meget flot første halvleg og let kunne have ført med et mål eller to ved pausen. Således var topholdet indimellem slemt på hælene og da gæsternes forsvar stod særdeles godt var det afgjort Vodskov, der kunne være bedst tjent med 0-0 ved pausen. Allerede fra starten af anden halvleg var hjemmeholdet langt bedre med i kampen og i store dele af de sidste 45 minutter var det Lindholm, der var presset. I det 50. minut gjorde Ulrik Søe det til 1-0 på et flot skud i det modsatte målhjørne men føringen holdt kun i ti minutter, da Vodskov-forsvaret stod og sov ganske godt ved et hjørnespark. Det gav gæsterne nyt mod på tilværelsen men et nyt hårdt frispark af en Lindholm-spiller takserede dommeren til gult kort nummer to og så var Vodskov en spiller i overtal i de sidste ti minutter af lokalopgøret. Her var Ulrik Søe alene igennem uden at få scoret og Carsten Gravsen havde afdriblet målmand men var kommet ud i så spids en vinkel, at det ikke lykkedes at ramme det tomme mål. Det lignede derfor en pointdeling, som også var tilstrækkeligt for Vodskov til at rykke op, men et tilsyneladende meget tyndt straffespark, dømt for benspænd mod Ulrik Søe, blev under stor dramatik afgørende for endnu en sejr til det suveræne tophold. Med den syvende sejr på stribe i efterårssæsonen var det ikke bare oprykningen der blev sikret, Vodskov er med fire kampe tilbage allerede kredsvinder. Asaa-Sulsted 4-2 (3-1) Mål: 0-1 Casper Andreasen, 1-1 Niels Chr. Hedelund, 2-1 Thomas Andersen, 3-1 Peter Christensen, 3-2 Henrik Rasmussen, 4-2 Peter Christensen ASAA: Med nederlaget i den vigtige bundkamp sent lørdag eftermiddag gjorde Sulsted det ikke just nemmere for sig selv inden de sidste fire afgørende spillerunder. I første halvleg kneb det således noget uforståeligt med viljen og motivationen og det gjorde, at Asaa omvendt kunne tage et meget vigtigt skridt væk fra de fire nedrykningspladser. Som det var tilfældet i sidste uge ude mod Hirtshals kom Sulsted meget hurtigt foran, idet Casper Andreasen med et drømmehug gjorde det til 1-0 til gæsterne, inden der var spillet halvandet minut. Da Asaa lidt senere fik et gult kort så det ganske lovende ud for gæsterne men trods en spiller i undertal lykkedes det i det 15. minut for Niels Chr. Hedelund at få udlignet. Det dårlige forsvarsspil hos Sulsted fortsatte og kort efter kunne Thomas Andersen bringe hjemmeholdet foran efter en længere dribletur mens Peter Christensen senere kunne gøre det til 3-1 forholdsvis ubesværet. Det blev indimellem til halve chancer foran Asaa-målet men skarpheden manglede. Med ryggen mod muren kom den manglede kampgejst på Sulsted-holdet i anden halvleg og i store perioder var Asaa presset. Det lykkedes også for Henrik Rasmussen at skabe spænding om resultatet med reduceringen til 2-3. Ti minutter før pausen havde gæsternes Nikolaj Sørensen imidlertid fået et gult kort og da det gentog sig i anden halvleg, kom dommerens røde kort frem. Det tog det værste af Sulsteds pres og da Asaa kort efter slog contra og gjorde det til 4-2, var opgøret afgjort. Hornbæk-Svenstrup 1-2 (0-0) Mål for Svenstrup: 1-1 Søren Theis (straffe), 1-2 Søren Theis HORNBÆK: Det held, som Svenstrup til fulde har manglet på hjemmebane i indeværende sæson, følger i overflod holdet på udebane. Sent lørdag eftermiddag blev det således til endnu en kneben sejr på udebane efter at gæsterne havde været presset i store dele af kampen. For hjemmeholdet var det stort set sidste chance for at kunne blive i rækken og det gjorde, at der blev kæmpet hårdt om hver eneste bold. Som følge af størrelsen er Hornbæk-spillerne fysisk meget stærke så Svenstrup havde ofte nok at gøre med at forsvare sig. Det var småt med chancer gennem hele første halvleg og gæsterne havde reelt kun et enkelt forsøg, hvor Andy Gatten skød forbi mål. Ti minutter efter pausen kom hjemmeholdet foran efter at en Hornbæk-spiller havde tacklet sig til bolden næsten ved baglinien og efterfølgende fik den sendt ind over til modsatte stolpe, hvor den blev headet flot i nettet. I anden halvleg blev det kun til enkelt contra-løb op på et sådant blev Søren Theis fældet i det kriminelle felt. Han scorede selv meget sikkert på straffesparket og udligningen gjorde, at Hornbæk satsede hele butikken de sidste tyve minutter. Det gav en masse farlige situationer foran Svenstrup-målet men omvendt også plads i den modsatte ende. Her fik Søren Theis fem minutter før tid helt umotiveret bolden lige i fødderne fra en modstander og heldigvis for gæsterne var gæsternes topscorer kold nok til at sikre sejrsmålet efter den store gave. Med sejren er det nu kun teori, der kan give nedrykning til Svenstrup mens Hornbæk omvendt får meget svært ved at redde sig. mølbæk