Vodskov sikrede sig hurtigt sejren

Fodbold 30. september 2002 08:00

Serie 1, kreds 3 Vodskov-Sulsted 5-1 (3-0) Mål: 1-0 Rasmus Sahner, 2-0 Simon Søe, 3-0 Kenneth Søe, 4-0 Carsten Gravsen, 4-1 Morten Kæseler, 5-1 Carsten Gravsen VODSKOV: Det med spænding ventede lokalopgør blev reelt hurtigt afgjort, idet Vodskov ved god brug af fløjene kom foran 2-0. I det 5. minut scorede Rasmus Sahner således sit første mål på førsteholdet på en ripost fra overliggeren, og i det 24. minut afsluttede Simon Søe selv en længere dribletur ved sikkert at score Vodskovs andet. Undervejs i den første halve time måtte først Sulsteds anfører Anders Larsen udgå efter et kvarters spil og lidt senere måtte en af de bagerste forsvarsspillere også forlade banen med en skade. Det gjorde det ikke nemmere for gæsterne at komme igang men trods modgang var der ved at komme struktur i spillet i det sidste kvarter af første halvleg. Desværre for Sulsted fortsatte rækken af uheld idet en svag tilbagelægning i det 44. minut blev opfanget af Kenneth Søe, som efterfølgende havde let ved at score. I anden halvleg faldt spillets kvalitet en del og medvirkende hertil var, at Vodskov med tre gule kort næsten i forlængelse af hinanden ofte var en spiller i undertal. Det blev dog stadig til chancer til hjemmeholdet og Carsten Gravsen fik den nok største chance af alle på et straffespark begået mod Kenneth Søe. Den ellers sikre skytte skød imidlertid lige på Sulsteds målmand men Carsten fik senere fuld oprejsning ved at score et par flotte mål til både 4-0 og 5-1. Indimellem havde Morten Kæseler fået reduceret til 1-4 for Sulsted efter en ripost fra overliggeren og det skete lige efter en lignende situation, hvor en scoring af gæsternes Tom Christensen blev underkendt for off-side. Mod slutningen steg dramatikken, da Ulrik Søe efter en hævnakt fik det røde kort og derfor må sidde over i de kommende kampe. Serie 2 kreds 8 Auning-LKB 2-1 (2-0) Mål: 1-0 Mads Brix (straffe), 2-0 Michael Pedersen, 2-1 Nick Lundin AUNING: Topholdet fortsætter den direkte vej mod serie 1 men der blev på ingen måde vist takter, der var et tophold værdigt. Selvom LKB var på udebane skulle LKB'erne skabe kampen mod et meget defensivt indstillet hjemmehold, der igen satsede på contra-løb. På et sådant blev der lidt hårdt dømt tilkendt hjemmeholdet et straffespark i det 10. minut, da dommeren skønnede at Gistrups Rene Borup gik i ryggen på en modstander. Kun fem minutter senere blev det 2-0 til Auning og så var det for alvor op ad bakke for gæsterne, som slet ikke kunne komme op i omdrejninger i første halvleg som LKB'erne havde bolden nok 75% set over hele kampen. I pausen blev det aftalt at fighte en vist del ud af bukserne og som sagt så gjort. Auning blev presset overalt på banen af de aggressive LKB'ere men det blev til få åbne chancer. Tættest på var Mads Mejlgaard med et flot skud fra nært hold, men hjemmeholdet målmand klarede med en feberredning. I det 83. minut måtte han dog give fortabt, da topscorer Nick Lundin endnu engang var på pletten efter en frisparkskombination. Herefter satsede LKB'erne alt men det lykkedes ikke at vende kampen og Gistrup-holdet er nu helt ude af oprykningskampen. mølbæk

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...