EMNER

Voer Kirke i Dronninglund slår revner

DRONNINGLUND:Voer Kirke står overfor en større renovering i år. Renoveringen blev nødvendig, da menighedsrådet opdagede, at en af hvælvingerne i koret slog alvorlige revner. Da lægfolk gik revnerne nærmere efter, kunne de konstatere, at hele gavlen mod øst havde sat sig og i værste fald ville falde ud. Da den indvendige del af kirken ikke er sat i stand siden 1942, besluttede menighedsrådet, at der også skal renoveres indenfor. Arkitekt på renoveringen er Øjvind Jørgensen, Frederikshavn, og projektet er nu nået så langt, at der skal til at indhentes tilbud fra håndværkere. Menighedsrådet har besluttet, at der skal benyttes lokale håndværkere til arbejdet, så arkitekt Øjvind Jørgensen går snart i gang med at kontakte dem. Efter planen begynder renovationen den sidste uge i april og forventes at være færdig i februar 2006. Kirken vil være lukket i den periode, blandt andet fordi en stor del af inventaret vil være fjernet eller dækket ned under renovationen.