Tyverier

voergård-sagen

Den nu dømte Kenneth Faarvang, og den 25-årige mand fra Sindal, brød 26. februar et vindue op på Voergård Slot. De blev dog skræmt væk af alarmen. Klokken 03.10 8. marts blev de to malerier - et af Rubens og et af Goya - stjålet. Kenneth Faarvang blev anholdt 8. marts. Den 25-årige blev anholdt i juni. Under retssagen erkendte den 25-årige, at han var med 26. februar, men at han var hjemme ved sin kæreste den nat, malerierne blev stjålet. Kenneth Faarvang har erkendt at have været med til både tyveriforsøg og selve tyveriet. Han har dog forklaret, at han blot var chauffør for den 25-årige begge gange. Begge var tiltalt for tyveri af særlig grov karakter, der kan give op til seks års fængsel, da anklagemyndigheden vurderede malerierne til at have en værdi af 20 mio. kr. De tiltaltes forsvarere mente dog ikke, at der er nogen beviser for, at malerierne er ægte, og derfor burde de tiltalte dømmes efter paragraffen om almindeligt tyveri, som kun giver op til halvandet års fængsel. Under retssagen forklarede kunsteksperter, at der ikke fandtes beviser for, at malerierne er ægte - eller 20 mio. kr. værd. En kunstekspert afviste blankt, at maleriet af Goya var ægte. De to malerier er aldrig fundet.