Voersådreng på besøg i et magisk land

Carsten Gade skriver hjem fra Mexico

Når man ankommer til Mexico, bliver man lynhurtigt overvældet af de mange nye indtryk, som møder en. Allerførst bemærker man de mange grimme bygninger, og de er altså virkelig grimme. Man tænker herefter på, hvad det egentlig er for et land, man er kommet til. Jeg tog herover med to andre danskere fra Aalborg Universitet, Lisbeth og Sinna. Ligeså snart flyet var landet, lagde vi mærke til den mexicanske mentalitet, som på ingen måde ligner vores. Eksempelvis var der totalt kaos i lufthavnen i Mexico City. Vores fly til Guadalajara var forsinket, og ingen vidste hvorfor, eller om flyet i det hele taget ville lette. Men efter "kun" 3,5 times ventetid lettede flyet, dog uden en forklaring på, hvad problemet var. Senere fik vi at vide, at man normalt ikke skulle bruge dette flyselskab, da alle flyene som regel er forsinkede, bl.a. fordi flyene er meget gamle (1960-erne), og derfor døjer med diverse problemer. Meget betryggende at få at vide, efter at man har fløjet med selskabet. Efter at have tilbragt et stykke tid i landet opdager man, at Mexico faktisk er andet end grimme bygninger. Der er helt fantastiske bygningsværker ind imellem, og landet er slet ikke så tosset endda, snarere tværtimod. Folk her er utrolig flinke, åbne og hjælpsomme. Eksempelvis havde jeg ikke et sted at bo, da jeg tog herover, men da jeg faldt i snak med en mexicansk pige på universitetet, lavede hun straks et par telefonopkald, og så havde jeg et sted at bo. Det blev hos en familie, der ligesom resten af befolkningen, er meget venlige. I huset bor der udover familien også to andre mexicanske studerende, hvoraf jeg deler værelse med den ene. Mexico er i den grad et land, som er rigt på oplevelser. Især for en lyshåret gut som mig. Lyshårede personer er der nemlig ikke så mange af herovre, så derfor vil alle meget gerne snakke med en. Af og til bliver man stoppet på gaden af nysgerrige folk, som lige vil snakke lidt. Det er ikke ubehageligt, når man først har vænnet sig til det, for de vil jo ikke en noget ondt. Ind i mellem kan det dog godt blive lidt for meget, og så er der også et andet lille problem. Problemet er, at nogle mexicanere tror, at vi er "gringoer" (amerikanere), hvilke de ikke bryder sig så meget om. Det resulterede faktisk i en sjov oplevelse: Jeg havde været til et møde på skolen, som skulle starte kl. 18.00 (mødet startede dog først kl. 19.00, hvilket er helt normalt herovre, men samtidig lidt svært at acceptere med den danske mentalitet, som jeg render rundt med). Efter mødet gik jeg hen til et busstoppested for at vente på min bus. Pludselig blev jeg stoppet af to personer, som sagde, at de var fra "Radio Maxima" og gerne ville interviewe mig. Først sagde jeg nej, for jeg var træt, det var en mørk aften og derfor ikke så behageligt at skulle gå hen til en stor mørk bil med to fremmede. Den ene var dog en ret flot pige, hvilket måske var afgørende for, at jeg til sidst sagde ja. Det viste sig, at de troede, at jeg var en "Gringo", og eftersom det var den 11. september, ville de stille mig nogle spørgsmål vedrørende angrebet på World Trade Center i New York d. 11-09-2001. Da jeg forklarede, at jeg "desværre" ikke var amerikaner, sagde de bare "Nå, jamen en dansker er også fint nok!", og så lavede vi interviewet, som i øvrigt var direkte. En ting, som irriterer mig lidt herovre, er, at de simpelthen ikke kan udtale mit navn, men de har dog forsøgt sig med flere forskellige bud. Eksempelvis udtaler to af mine lærere det således: Gastón Gay. Jeg fik dog hurtigt forklaret dem, at i hvert fald efternavnet var forkert udtalt. I familien og blandt mine mexicanske kammerater bliver jeg normalt bare kaldt Cas, da det er lidt nemmere. Paradoksalt nok kan fem millioner danskere udtale mit navn, men ikke en eneste mexicaner. Min hidtil største oplevelse herovre var, da vi (Lisbeth, Sinna og jeg) samt de andre udvekslingsstuderende i dagene fra 15.-19. september var i en lille bjerglandsby ved navnet Mazamitla for at fejre Mexicos uafhængighedsdag (16. september). Først og fremmest er der utroligt smukt på vejen op af bjerget gennem de små bjerglandsbyer. Alle går rundt i traditionelt mexicansk tøj, og det er som om, at tiden har stået stille de sidste mange år. Bygningerne er gamle og farverige, folk står bare ude på gaden og følger med i, hvad der sker (hvilket ikke er ret meget). Selve uafhængighedsdagen var ligeledes en kæmpe oplevelse. Den blev fejret overalt i Mexico med kæmpe fest om natten, og hvis der er noget, som mexicanerne kan, så er det at feste. Det hele starter klokken 23.00 den 15. september med "La Grita" (skriget). Alle mexicanere råber og skriger af glædesrus over befrielsen fra Spanien i år 1810, derefter bliver der festet. Reglen er, af man fester til den lyse morgen med salsa, osv. Desværre magtede jeg ikke at overholde denne regel. Om det var søvnen eller for meget ponche, tequila eller rompopo (krydret æggesnaps), ved jeg ikke, men jeg gik i hvert fald i seng ved 05.00-tiden. De øvrige dage tilbragte vi i en lille hytte. Vi gik ture i bjergene og sidst men ikke mindst var vi også ude at ride på heste i bjergene. Det blev en oplevelse, som jeg aldrig vil glemme. Min hest begyndte efter cirka 10. minutter at bide de andres heste, og pludselig begyndte den at løbe ned igennem de meget stejle gader i Mazamitla. Heldigvis stoppede den ved en tot græs, og en af guiderne nåede ned og fik styr på hesten. Og vigtigst frem for alt så slap jeg uden mén. Alt i alt en uforglemmelig tur i bjergene. Mexicanerne er i den grad et imponerende folkefærd. De har ikke mange af de ting, som vi har derhjemme i Danmark, og alligevel ser de heller ikke ud som om, at de rent faktisk mangler dem. De fleste er glade for det liv, som de har, ikke mindst når de fejrer en af deres mange festdage. Af andre interessante oplevelser kan jeg nævne maden og vejret, som på ingen måde ligner det derhjemme. Jeg har efterhånden smagt på en del ting, som jeg ikke helt var klar over, hvad var. På den anden side tror jeg heller ikke, at jeg har helt lyst til at vide, hvad det var. Noget smager helt fantastisk, og andre ting smager af ... Vejret er også specielt. I øjeblikket er det regntid, hvilket betyder, at der er køligt om morgenen (15. grader), hvilket er koldt for en mexicaner. Temperaturen stiger til cirka 30. grader om eftermiddag, hvilket er temmelig varmt for en dansker. Om aftenen tordner det, og i tiden fra den 21.-25. september har nogle orkaner passeret de mexicanske kyster, hvilket også satte sine spor her i Guadalajara. Værst var det den 22. september, hvor jeg skulle hjem med bus om aftenen. Der faldt så meget vand, at vandstanden var oppe over fortovskanten. Min bus kom aldrig, og efter at have ventet en times tid forsvandt alt lyset i lyskryds og gader. Totalt kaos! Jeg var heldig og fandt en taxa. Turen hjem med taxaen var dog også "spændende", ingen lys, en vandstand langt over det normale og biler, der bare kører derudaf. Jeg slap dog, ligesom episoden med hesten, godt fra det. Desuden er jeg ikke længere så forundret over, hvorfor cirka hver tiende mexicaner døjer med piskesmæld!