Lastbilkørsel

Vognmænd får regning for grundstødt færge

HIRTSHALS:Omkring 30 vognmænd, der havde lastbiler om bord på containerfærgen "Boavista," der i marts gik på grund ved indsejlingen til Hirtshals Havn, har fået en regning for bjærgningen af den grundstødte færge. Det er søloven, der giver mulighed for at fordele bjærgningsudgifterne ud på andre end kun rederiet. Den samlede regning til vognmændene kan løbe op i omkring en tredjedel af bærgningsudgifterne, der er på cirka en halv million kroner, skriver bladet Transport og Logistik. Søloven har en paragraf om havari gros - fælles havari - og med den kan fordelingen af omkostningerne til bjærgningen ske forholdsmæssigt ud fra værdien af skib, last og fragt. - Rederiet har ret til at kræve penge hos vognmændene. Paragraffen gælder dog ikke, hvis havariet skyldes en fejl begået af skibsføreren ved den aktuelle grundstødning. Så er det alene rederiets ansvar. Om dette er tilfældet ved grundstødningen ved Hirtshals, vil formentlig blive afklaret ved søforklaringen, siger kontorchef Henriette Skaastrup fra brancheorganisationen Dansk Transport og Logistik. Vognmænd kan også undgå at hæfte for bjærgningsomkostninger ved at lave en specifik aftale med rederiet ved køb af billetten. Det var tyk tåge, som var årsag til, at færgen fra det norske rederi Kystlink gik på grund i indsejlingen til Hirtshals Havn 25. marts. Ingen kom til skade, men først efter et døgns tid blev færgen trukket fri, og lastbiler, løse trailere og andre kunne komme fra borde. /ritzau/