Vognmænd sure over unfair konkurrence AVØ afhenter grenaffald - og de gør det gratis

Kvas hentes gratis af AVØ.  Foto: Torben Hansen <i>Pressefotograf Torben Hansen</i>

Kvas hentes gratis af AVØ. Foto: Torben Hansen Pressefotograf Torben Hansen

FREDERIKSHAVN:Private vognmand er sure over, at affaldsselskabet AVØ afhenter kvas kvit og frit i sommerhusområder.

De opfatter det som unfair konkurrence fra et kommunalt ejet selskab.

Kritikken minder på den måde om utilfredsheden med Park og Vejs græsslåning og pleje af grønne områder for boligforeninger og private.

- AVØ skilter ikke med ordningen. Så nogle kunder kommer til at betale for at få kvas afhentet af en vognmand, mens andre ringer til AVØ og får det hentet gratis, siger Lars Bøggild, Lars B. Transport i Frederikshavn.

- Hvad skal vognmanden stille op, når folk ringer og bestiller en container, som de kunne have fået gratis hos AVØ ? Det er ikke fair. AVØ har monopol, men det er skatteyderne/forbrugerne, som betaler.

De gratis containere til grenaffald blev indført som forsøg i 2012.

Ræsonnementet bag ordningen er, at sommerhusejere også kan aflevere kvas gratis på genbrugspladsen, men gør de det, så skal AVØ bagefter flytte det - til miljøanlægget ved Ravnshøj, hvor det bliver genanvendt til biobrændsel. Så ifølge AVØ er det ikke dyrere at hente kvaset ude i sommerhusområderne.

Det regnestykke holder bare ikke, mener Lars Bøggild.

Tilmed har han erfaret, at ordningen også er blevet udbredt til haveaffald i boligkvarterer.

Afhentningen foretages af den samme vognmand, som henter haveaffald fra de små genbrugspladser. Arbejdet udføres efter timepris.

Lars Bøggild siger, at opgaven i det mindste burde have været i licitation, så vognmænd, der tidligere har hentet kvas, også kunne få mulighed for at byde ind.

Flere vognmænd har klaget til AVØ.

AVØs bestyrelse tager på sit møde i morgen stilling til, om ordningen skal forlænges.

Det fremgår af sagsfremstillingen, at der er hentet 191 læs kvas i 2012, og omkostningen hertil har været 235.000 kr. - eller i gennemsnit 447 kr. pr. ton, hvilket ikke er væsentligt anderledes, end hvis kvaset var leveret på genbrugsplads.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.