Vognoptoget fortsætter

Ikke alle traditioner brydes ned af den nye folkefestkomité

Musik 20. marts 2003 07:00

TERNDRUP: Den nye folkefestkomite i Terndrup har ganske vist bebudet forandringer i pinsefesten, men visse traditioner skal der ikke røres ved: - Vognoptoget søndag eftermiddag og åbningen og fyrværkeriet fredag aften bliver, siger John Jellesen, den ældste af de seks nye komitémedlemmer, som alle kender hinanden fra Terndrup Idrætsforenings fodboldafdeling. Til gengæld bliver der ikke noget tivoli på pladsen i år. - Det er en af vores store satsninger, men mange familier er blevet trætte af, hvor dyrt det var. I stedet lejer vi hoppeborge for 30.000 kr. og satser på at udstede dagskort til en billig penge, siger John Jellesen. I det hele taget skal Folkefestens budget måske ikke skæres ned, men spredes over alle tre festdage, så der for eksempel hele tiden er levende musik i det dobbelt så store telt på pladsen. Der bliver heller ingen stor og dyr aftenfest i hallen lørdag. - Vi er gået ind og har set, hvor Folkefesten har givet underskud, og så har vi satset lidt mere med livrem og seler, siger Kenneth Jacobsen, som sammen med sine kammerater så tit har gået og sagt, at den der Folkefest vidste de da godt, hvordan man skulle arrangere. - Så blev jeg nok taget lidt på ordet lige pludselig. Jeg synes bare ikke, det kunne passe, at man med det budget ikke kunne lave et større overskud til de arrangerende foreninger. Sådan havde blandt andre også hans bror, Jesper "Big" Jacobsen, det, og Ruben Jacobsen, Claus Jensen og Tim Christensen. - Vi sagde ja, for vi gik jo nok allesammen med nogle ideer til at ændre det lidt, fortæller Tim Christensen, som tror, at den nye komité har så bredt et lokalkendskab, at man kan "skaffe" mange ting meget billigere, blandt andet musikere. Fredag aften har man således efter mange år nu droppet guitaristen Henrik Bolding til fordel for et femmandsorkester, Hard Copy, hvor et af medlemmerne, Jan Knudsen, netop er flyttet til Terndrup. Lørdag eftermiddag bliver der både bilboksning og børne-popstars, og Anne Sofie Steen Sørensen fra Siem, som lige akkurat ikke blev rigtig tv-stjerne for en aften, kommer og synger. Festen lørdag aften i det store telt bliver en grillfest, hvor en slagter skal forberede både gris og oksesteg, og der bliver plads til 300 spisende. Under spisningen skal der som noget helt nyt kåres Årets Terndrup-borger, og så skal de lokale bakkesangerinder fra Willestrup Spillene underholde. Senere spiller et orkester op til dans. Søndag bliver der foruden vognoptog også harmonikamusik fra Hadsund og et lokalt jazzorkester fra Terndrup. Der skal være skumskattejagt for børnene, og musikken i teltet fortsætter med blandt andet lokale Finn Sejrup Pedersens orkester Madam Blå. I hallen skal der traditionen tro være ungdomsbal søndag aften, også i år med professionelle vagter på. Otte er bestilt. Og Folkefesten har allerede fået sin egen hjemmeside, også meget billigt, fordi Jesper "Big" ifølge sin bror simpelt hen er "computernørd". Adressen er www.folkefesten.dk.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...