Musik

Voksenkor søger medlemmer

Er det ikke nok at opløfte sin røst hjemme under bruseren, så er der nu mulighed for at få plads i Bjergby-Mygdal Voksenkor.

Det er et nyt kor, som har eksisteret siden sommer 2011. Det består af 11 sangere i alle aldre. Koret øver i Sognehuset i Bjergby hver onsdag aften kl. 19.00-21.00 under ledelse af pastoratets nye organist, Jonatan Kagan. Det er tanken, at koret med tiden lejlighedsvis skal medvirke ved gudstjenester og andre arrangementer i Bjergby-Mygdal og opland. De fleste af korets sangere kommer fra Bjergby og Mygdal og tæller et par menighedsrådsmedlemmer. - Der er ingen krav til nodefærdigheder eller andre forkundskaber for at være med - blot man er glad for at synge, understreger Jonatan Kagan. Repertoiret spænder vidt fra lettere kirkemusik til danske sange og viser. Eventuelle interesserede er velkomne til at møde op til en koraften.OM