Mejerier

Vokser stille, men stabilt JOB: Det genåbnede Ingstrup Mejeri har næsten fordoblet styrken

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Målet er at producere 600 tons ost i år og næste år er målet 800 tons. FOTO: Martin Damgård

INGSTRUP:Når man ser mejeridirektør Søren Hansen færdes rundt blandt stativerne med oste ledes tankerne automatisk hen på reklamen med ostemanden, der har så forfærdeligt svært ved at skulle skilles fra sin ost. Der er ingen tvivl om, at Søren Hansen er stolt og glad over, at det er lykkedes at få liv i det lille mejeri igen. - Jeg kan falde helt i svime, når jeg ser sådan en ost her med den farve og form, siger Søren Hansen med opmærksomheden henledt på en af de mange oste, der står til lagring i et køligt rum på mejeriet. Hirtshals Mejeri overtog det lukningstruede mejerie i december og startede op med syv ansatte. Nu er der 12 medarbejdere og planer om yderligere ansættelser. - Vi har gearet op for produktionen, vi startede med at lave ost to dage om ugen, så tre og nu er vi oppe på fire dage om ugen. Det næste bliver fem dage, siger Søren Hansen og fortsætter. - Om to til tre år vil det her mejeri også kunne bidrage til fælleshusholdningen, siger Søren Hansen. Det lille mejeri satser primært på produktion af Danbo Ost, ifølge Søren Hansen, er målet at producere 600 tons ost på mejeriet i år, voksende til 800 tons ost næste år. Desuden bliver der, af hensyn til butikken, produceret smør, hvidløgsost og fetaost. Mange faktorer spiller ind, når det gælder om at producere en ost. Smagen afhænger af luft, fugtighed og om osten står til lagring på en rustfri plade eller på en træplade, ligesom bakterien i den kærnemælk, osten smøres ind i, har stor betydning for smagen. - Det er ikke en eksakt videnskab, det er noget med fornemmelse, siger Søren Hansen. Kærnemælken kan nærmest sammenlignes med surdej til rugbrød, hvor der gemmes en klat, når man bager rugbrød. I osteproduktion er det samme bakterie, der går igen fra ost til ost, men Søren Hansen havde sine bange anelser med hensyn til om det var muligt at opnå samme velkendte Ingstrup Smag. Derfor er han ovenud lykkelig for, at det ser ud til at lykkes, ikke mindst på grund af en meget fremsynet mejeribestyrer, Dennis Lund. - Vi var bekymrede for, at vi ville miste den særegne smag, da mejeriet lukkede ned. Men bestyreren var så snarrådig at tage noget af det og fryse ned og tage det op igen. Vi var spændt på, om vi ville ramme den samme smag, men det ser det ud til, at vi gør, siger Søren Hansen, der også glæder sig over, at redningen af mejeriet har haft en betydning for detailhandlen i Ingstrup. - Det er berigende for os at se, at da vi fik mejeriet op at køre, lykkedes det også at starte købmandsbutikken op igen, siger han.