EMNER

Vokset op af 30¿ernes krise

Sankt Markus Kirke fylder 75 år og er jævnaldrende med bro og Aalborgtårn

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Kirketårnet spejler sig i søen i Østre Anlæg. Anlægget blev anlagt, hvor der tidligere havde været losseplads og endnu tidligere Vangs Teglværk.foto: grete dahl

AALBORG:Sankt Markus Kirke i Aalborg, der er født og opvokset i 30¿ernes krisetider, fejres søndag med en stor festgudstjeneste, ny messehagel samt udgivelsen af en ny bog om kirkens historie. Kirken bliver 75 år. Efter gudstjenesten, som er begyndelsen på jubilæumsåret, trækker Aalborg Garden op udenfor, mens folk samles til frokost i Markusgården. Sognets egne præster samt domprovst Arne Mumgaard deltager i højmessen, hvor der også indgår ekstra kormusik. Det er journalist Poul Krabbe, der har skrevet jubilæumsbogen. Han fortæller bl.a. om, hvordan 1933 blev et skelsættende år for Aalborg, hvor det var krisetid. Omkring 40 pct. af den mandlige befolkning i alderen 18-69 år stod uden arbejde. Men byen løftede sig selv op ved håret. Året var 1933 Markuskirken blev indviet 15. januar 1933. 30. marts mødte statsminister Thorvald Stauning op for at klippe snoren til en ny Limfjordsbro, og 1. juni åbnede Nordjysk Udstilling med Aalborgtårnet som vartegn. Aalborg voksede østpå. Da kirken blev indviet, var det med 7000 sognebørn udskilt fra Vor Frue Kirke. Det blev kgl. bygningsinspektør Einar Packness, der blev formand for byggeudvalget. Packness lægger navn til en række fremtrædende bygningsværker i Aalborg, og Sankt Markus Kirke blev et af hans fremmeste værker. Det var også Einar Packness, der skaffede Bertel Thorvaldsens Johannesgruppe i marmor til Aalborg, og i det hele taget viede han både i byggefasen og efterfølgende ¿sin¿ kirke stor opmærksomhed og kærlighed, fortæller Poul Krabbe i bogen ¿Tro, håb og kærlighed¿. Ægte Thorvaldsen Besøgende i kirken kan glæde sig over 16 ægte Thorvaldsen-skulpturer, som til gengæld også er eneste udsmykning. Det store ønske i anledning af jubilæet er, at Aalborgs politikere giver dispensation fra kommuneplanen, så det bliver muligt at opføre en bygning med menighedslokaler på det grønne område mellem kirkens nordside og Markusgade. Projektet er fuldt færdigt og finansieringen på plads med tilsagn om lån fra stiftet, men kommunen har indtil videre givet afslag med henvisning til, at man ønsker at bevare området grønt. Den nuværende Markusgården på hjørnet af Bonnesensgade og Fyensgade blev indviet i 1968. Visionen om en ny tæt ved kirken har eksisteret i mange år, men antages for aldrig før at have så tæt ved sit mål som nu, hvis altså politikerne vil.