EMNER

Voksne mænd er de nye fyrværkeriofre

Sidste nytår førte voldsomme fyrværkeriulykker til tre dødsfald. Nu følges den traditionelle fyrværkerikampagne for børn af en kampagne rettet mod voksne mænd

KØBENHAVN:Fyrværkeriskader til nytår er ikke længere forbeholdt børn og unge, der slutter året af med hånd- eller øjenskader. Sidste nytårsaften blev tre mænd dræbt i fyrværkeriulykker, og i foråret skete der endnu en dødsulykke. Dermed er der sket en ændring i ulykkesmønstret, forklarer Søren Krøigaard, der er direktør for Sikkerhedsstyrelsen. I konkurrencen om det flotteste fyrværkeri er det voksne mænd, der er drivkraften. Og efterhånden er fyrværkeriet blevet så kraftigt, at det både er ulovligt og farligt at fyre det af, hvis man ikke er uddannet til det. Derfor lancerer Sikkerhedsstyrelsen i dag en kampagne, der skal køre sideløbende med den traditionelle "Fyrværkerikampagnen", henvendt til børn. Den nye kampagne henvender sig til mænd mellem 25 og 40 år og fokuserer på fyrværkeri, der tydeligvis er nærmere bomber end nytårsfyrværkeri. Her er budskabet ikke, at man skal huske sikkerhedsbriller og aldrig gå tilbage til fusere. De voksne fyrværkeriamatører skal kort og godt holde sig fra det professionelle fyrværkeri. - Vi appellerer til, at man tænker sig om i købsøjeblikket. Når man først står med fyrværkeriet nytårsaften, er man måske påvirket af alkohol og tænker mindre klart, mener Søren Krøigaard. Med kampagnen håber han, at befolkningen vil blive opmærksom på, hvor farligt det professionelle fyrværkeri er. Det kan føre til dødsulykker, fordi det er beregnet til uddannede folk. For eksempel har meget af det professionelle fyrværkeri en anden antændingsmekanisme end den, man kender fra traditionelt fyrværkeri. - Hvis vi ser på en krysantemumbombe, så har den en lunte på omkring en meter. Det vil få de fleste til at tænke, at der er god tid til at komme væk. Men sådan en luntes antændingshastighed er 20 meter i sekundet. Og det ved folk ikke, fortæller han. Alligevel er Søren Krøigaard fortrøstningsfuld. Direktøren forklarer, at blandt andet den øgede kontrol af fyrværkeriet giver ham håb om en rolig nytårsaften. Både ved grænserne, i fyrværkerilagrene landet over og i detailhandlen er fyrværkerikontrollen øget. Samtidig håber han, at den nye kampagne vil få betydning og rokke ved begejstringen for det kraftige fyrværkeri. Han fremhæver, at også tragedien i Kolding har betydet en bevidsthedsændring i befolkningen. Det er blevet klart, hvor farligt fyrværkeriet kan være. - Det vil være en ønskedrøm, hvis vi får en mindre blodig nytårsaften, og der er nogle ting, der gør, at det skulle være muligt i år, siger han. - Men det er svært at spå om fremtiden. /ritzau/