Voksne skal lære læselyst

Støvring 17. september 2002 08:00

STØVRING: Bøger, breve og aviser kan plage en i årtier, hvis man af den ene eller anden grund ikke læser så godt, som man burde. Men i eftermiddag og to dage frem får godt 100 Støvringboer mulighed for at gøre noget ved det. Støvring bliver den første af fem kommuner, der i de kommende uger går i offensiven mod den dårlige samvittighed, som mange voksne har over ikke at kunne styre ord og bogstaver så godt som de burde. Et handicap der kan holde dem fra at læse bøger og uddanne sig videre. Specialister står parat til at hjælpe dem, der dukker op på bibliokteket indenfor disse tre dage, og udover at få en gratis test på, hvor god man er til at læse, så kan det følges op med kurser i læsning. Biblioteket har tidligere haft erfaring med at give læsehjælp en dag om ugen, men kurset her rækker langt ud over nødhjælp. Konsulenter fra VUC står parat til at teste dem, der dukker op på biblioteket, og så er det op til en selv om man vil gøre noget ved det. Testen behøver heller ikke at ende med, at man opfordres til at gå på kursus. Resultatet kan lige så vel være, at man får vished for, at man læser bedre, end man troede.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...