Vold mod dørmænd

To dørmænd ved diskotek Crazy Daisy fik hver et slag i ansigtet

To dørmænd ved diskotek Crazy Daisy på Himmerlandsgade fik et knytnæveslag i ansigtet. Det skete natten til lørdag klokken 04.35, oplyser Nordjyllands Politi. Ejer af Crazy Daisy, Michael Icekjær, fortæller, at en mandlig gæst røg en cigaret inde på diskoteket, og blev af en af dørmændene bedt om at gå ind i rygerummet. Gæsten mente ikke, at det var noget dørmanden skulle bestemme, og der opstod en konfrontation. Det endte med, at dørmændene ville have gæsten ud af diskoteket. Da manden kom udenfor blev han tilsyneladende så vred, at han slog den ene dørmand i ansigtet med en knytnæve. Da den anden dørmand kom til undsætning, fik han samme tur. Dørmændenes ansigter blev ikke yderlig skadet. - Men vi har anmeldt det som vold, fordi det ikke er i orden at slå på vores dørmænd, siger Michael Icekjær. Voldsmanden beskrives som værende 170-175 centimeter høj, mellem 20-25 år gammel, muskuløs af bygning, sort hår sat som en hanekam, tatoveringer på begge arme og iført en sort hættetrøje påført skriften Workzone med gule bogstaver. - Vi kender ikke manden, der slog vores dørmænd. Når der er messeparty, som i fredags, kommer der en masse udefra i byen i Aars, forklarer Michael Icekjær. Han pointerer samtidig, at episoden ikke var så voldsom, som først den først blev antaget. - Det er heldigvis meget sjældent at der er vold mod vores dørmænd, selvom de jo ofte er udsatte. Det er jo dem der sørger for ro og orden, siger Michael Icekjær. Af Lotte Gyldenvang lotte.gyldenvang@nordjyske.dk