Vold mod dørmand i Frederikshavn

FREDERIKSHAVN:En 34-årig frederikshavner stod tirsdag tiltalt ved retten i Hjørring for at have slået en dørmand på Frederikshavnerkroen. Episoden fandt sted 15. juni kl. seks om morgenen, hvor den 34-årige forsøgte at komme ind på værtshuset. Han havde imidlertid tidligere fået karantæne, og blev derfor afvist af dørmanden, som forsøgte at føre ham ud af værtshuset igen. Ifølge anklageskriftet tildelte den 34-årige dørmanden et knytnæveslag på kæben. Den tiltalte benægtede i retten at have slået. - Jeg anede ikke, at jeg havde karantæne, så jeg spurgte bare, hvorfor jeg ikke måtte komme ind, hvorefter han greb fat i mig. Jeg slog ikke, sagde den 34-årige. Dørmanden forklarede på den anden side, at han fik et slag på kæben – ikke specielt hårdt, men dog et bevidst knytnæveslag Hans forklaring blev bakket op af en kollega, der overværede episoden. Reflekslignende slag Forsvareren mente, at der var tale om et reflekslignende slag, der ikke kunne betegnes som forsætlig vold. Dommeren fandt imidlertid de to dørmænds forklaringer mest troværdige, og det var også en skærpende omstændighed, at volden gik ud over en dørmand, der er særlig udsat. Derudover skærpede det også strafudmålingen, at den 34-årige to gange tidligere er straffet for vold. Han valgte at bruge 14 dage til at tænke over, om dommen på 40 dages fængsel skal ankes til landsretten.

Forsiden