Vold skræmte kæresten væk

27-årig dømt skyldig i vold, hærværk og forsøg på vold mod embedsmand.

Arkivfoto

Arkivfoto

Et ganske vist ikke særlig langvarigt forhold sluttede brat, da en 27-årig mand fra Hobro 7. oktober om natten pludselig overfaldt sin kæreste og dennes veninde på Vester Allé. Forholdet havde blot varet tre måneder, og da den 27-årige under en bytur både tog kvælertag og slog begge kvinder, fik kæresten nok. Historien dukkede op, da manden i byretten i Aalborg forleden blev dømt skyldig i ikke bare volden mod de to kvinder, men også andre forhold. Efter at have optrådt voldeligt fortsatte den 27-årige mand nemlig med at begå hærværk på Østergade. Hærværk for 30.000 kroner Hobro Vinhandel fik således helt knust en butiksrude, og manden slog også en revne i en anden rude. Alt i alt kostede hærværket 30.000 kroner. På det tidspunkt havde manden endegyldigt påkaldt sig politiets opmærksomhed, og en patrulje anholdt ham på stedet. Men undervejs til stationen knækkede filmen endnu en gang for den 27-årige. Vold mod embedsmand Fra bagsædet forsøgte han at sparke betjenten på førersædet i hovedet. Sparket ramte ikke, men manden blev dømt skyldig i forsøg på vold eller trusler mod embedsmand i funktion. Domsmandsretten kendte ham altså skyldig i alle tre forhold, dog med det forbehold, at man ikke fandt det bevist, at volden mod kvinderne var helt så omfattende, som det var beskrevet i anklageskriftet. Derimod blev der ikke afsagt dom. Den falder først i det nye år, men den 27-årige har flere voldsdomme bag sig og risikerer formentlig flere måneders fængsel.