Drab

Vold som et usynligt fængsel

To bestialske mord i januar måned, begået af forsmåede eks-mænd, har for alvor sat fokus på vold mod kvinder. Der er ingen, der kan forstå, hvordan det kan lade sig gøre at sidde i fængsel for modtrusler mod en eks-kæreste, skaffe sig et gevær i fængslet for efterfølgende at blive lukket ud og kort tid efter, slå ekskæresten i ihjel.

Det er bl.a. et udtryk for, at man ikke tager et stigende samfundsproblem alvorligt. I 2005 afsatte regeringen 64 millioner til at bekæmpe volden frem til 2008. Det er småpenge, når det tages i betragtning, at ca. 64.000 kvinder udsættes for vold om året. Tallet er kun et skøn, for der findes ingen eksakt viden om omfanget af vold mod kvinder. Det er et område, der kalder på forskning, men hvor der tilsyneladende ikke er nogen politisk interesse i at få afdækket problemstillingen. Problemstillingen er langt mere kompleks end det billede, medierne p.t. tegner. Det, der i overvejende grad fokuseres på, er den fysiske vold. Den fysiske vold er den synlige vold, der ofte kræver en behandlingsmæssig indsats, og som er svær at skjule over for familie og kolleger. Der er bare ikke nogen, der har lyst til at tale om det, fordi det er et tabu. Vi kan tale om det, hvis vi ved, at det er socialt dårligt stillede kvinder, der udsættes for vold, og som på trods af gentagne ophold på krisecentre og med hjælp til at slippe ud af ægteskabet, gang på gang vender de tilbage til den voldelige mand og hvor alle ved at historien vil gentage sig og hvor de dumsmarte bemærkninger ofte er; ”at hun har nok ikke fået bank nok eller at nogen kvinder bare tiltrækkes af de mænd, der slår”. Når det drejer sig om vold mod kvinder og de mænd, der udøver vold mod kvinder, så er den dominerende psykologiske forklaring, at det primært er mænd og kvinder, der har fået bank i deres opvækst, har været udsat for mobning eller er arbejdsløse m.v. Det er socialt dårligt stillede, som har lært at udtrykke sig gennem vold. Det er de ofre og voldsudøvere, som vi tør tale om, og hvor den psykologiske forklaring ligger ligefor. Det er blevet en indlært kendsgerning, at de mænd, der begår vold, er de socialt dårligt stillede. På den måde kan vi udelukke alle de andre mænd. Direktøren, de veluddannede mænd, der har en pæn kone og et hjem, der kan vises frem, og hvor alting set udefra kører på skinner. Her begås der i princippet ikke vold, fordi man kan diskutere sig frem til en løsning. Så enkelt er det ikke. Derfor var det befriende at læse interviewet med psykolog Richardt Thomas Lionheart i NORDJYSKE (søndag 14.1.), hvor han slår fast, at det ikke er en særlig slags mænd, der begår vold. Det er alle mulige forskellige mænd og i alle aldre. De veluddannede kan også slå, og de kvinder, der bliver udsat for det, er ikke nødvendigvis de kvinder, der udgør hovedklientellet på krisecentrene. Det er flovt for de veluddannede kvinder at indrømmem at de bliver slået af direktøren, fordi de som par udadtil er en succes og ingen regner med, at det kan finde sted. Derfor køber man også forklaringen om, at de blå mærker skyldes et uheldigt fald i fitnesscentret. Man tør ikke at spørge ind til det. Det er et tabu og meget pinligt at tale om. Den mere raffinerede vold, den psykiske vold, kender vi heller ikke omfanget af. Den er ofte skjult og er svær at forklare og definere. Den har mange fremtrædelsesformer, han tager bilnøglen, gemmer medicinen, lukker fælleskontoen etc. Nok får kvinderne ikke bank af deres ægtefælle, men fornedrelser, ydmygelser, magtdemonstrationer, grænseoverskridende seksuelle krav eller trusler om at ”hvis du forlader mig, skal jeg sørge for……”, kan være en lige så voldsom belastning som den fysiske vold. Det er den form for vold, der som regel er usynlig overfor familie, venner og kolleger og som kvinderne ikke tør tale om. De ved ikke, hvordan de skal forklare det. Det er alt for kompliceret. Alting fungerer jo tilsyneladende set udefra. Og har venner og familie en mistanke om, at der er noget galt, griber de ikke ind. De ved heller ikke, hvordan de skal håndtere det. Vi ved heller ikke, hvor mange kvinder, der bliver i et ægteskab med psykisk vold, fordi de ikke kan se sig ud af konsekvenserne ved at forlade manden. Lige så lidt ved om omfanget af den chikane og psykiske vold, der ofte forsætter efter ægteskabets ophør. Vi mangler forskning på området, og vi trænger til at der bliver taget hul på et tabu. Vi skal finde en måde at diskutere det på, en måde at løse problemerne, så den psykiske vold ikke bliver et usynligt fængsel for de kvinder, der lever med den, og som ikke kan se sig ud af det. De frygter konsekvenserne og der er ikke nogen, der vil tro på dem alligevel. Den pæne mand begår i princippet hverken fysisk eller psykisk vold. [ Tina Bømler er 43 år. Hun er lektor på Aalborg Universitet ved Institut for Sociologi, Socialt arbejde og Organisation. Hun har skrevet en række bøger om bl.a. samfundets skyggesider.