Voldelig bejler udleveret fra Storbritannien

KØBENHAVN:Fem måneder efter et voldsomt jalousiopgør i Nærum nord for København er en hollandsk statsborger blevet fanget i Storbritannien. I går blev han varetægtsfængslet ved grundlovsforhør i København. Det er en historie om et sidespring med internationale forviklinger, der nu indtil videre er endt med, at manden blev fængslet i 13 dage. Hjemme i Holland mødte manden sidste år en ghanesisk kvinde og indledte et forhold til hende, selv om hun var gift og boede i Danmark med en dansk mand. Selv om kvindens følelser tilsyneladende kølnedes noget, så rejste den hollandske mand alligevel til Danmark for at opsøge hende. Med det udviklede sig til skænderier mellem de to, da kvinden ikke ville forlade sin danske mand. En søndag eftermiddag i september opsøgte manden så den afrikanske kvinde, da hun var ved at gøre rent på sin arbejdsplads i Nærum. Hun følte sig truet og ringede efter sin mand for at få hjælp. Men da han ankom, blev han slået ned af hollænderen, der nu er sigtet for også at have trukket en pistol, som han forsøgte at affyre. Det mislykkedes dog, da pistolen klikkede, og patronerne begyndte at falde ud. Derefter flygtede hollænderen ud af landet. Ifølge politiet tog han flugten via Sverige til Storbritannien, hvor det for få dage siden lykkedes britisk politi at anholde ham. Han blev fredag udleveret til Danmark og i går fængslet ved at retsmøde i omegnsretten i København. /ritzau/