EMNER

Volden er omgærdet af tavshed

I Statsfængslet på Kragskovhede er man ikke voldsomt interesseret i at kommentere den konkrete sag. - Vi kan først gøre noget, når vi bliver bekendt med det, og ofte hører vi ikke om volden, før det er for sent, siger personale- og sikkerhedschef Leif Poulsen. Herfter tilbydes den pågældende fange, at han kan blive flyttet enten til den halvåbne afdeling, til sygeafdelingen eller til et arresthus. Hos kriminalforsorgen har man intet overblik over omfanget af vold i fængslerne. - Det er utrolig svært at lave statistik på dette område, da de involverede ofte ikke vil udtale sig. Derfor er der et stort mørketal på dette område, siger vicedirektør Ole Hansen, som dog med tilfredshed noterer sig, at antallet af fangeflugter er styrtdykket de senere år. - Det er nok en kombination af, at det er blevet strafbart og så, at vi kan gøre en særlig indsats for de udsatte fanger. Her henviser han til de halvåbne afdelinger, hvor truede fanger kan komme i sikkerhed, samt muligheden for at flytte negativt stærke fanger uden at de kan få at vide, hvad baggrunden er eller hvem der har "sladret". Og netop den halvåbne afdeling på Kragskovhede bliver rost af en af de indsatte på stedet. - Her kan vi være i ro og fred for al den uro og tumult som præger resten af fængslet, siger Leif Andersen. - Der er ingen, der bliver truet, vi har et langt bedre forhold til personalet og et helt andet socialt liv, fastslår han.