Voldsmand bed betjent

Det gik hårdt for sig i modtagelsen på Sygehus Vendsyssel tidligt i går morges, da to mænd på 17 og 21 år fra Brønderslev angreb to politiassistenter, der var ved at afhøre dem.

Vold 1. september 2003 00:26
Efter nogle minutters slagsmål, hvorunder den ene betjent både fik skader i ansigtet og blev bidt i den ene tommelfinger, blev de to mænd lagt i håndjern og anbragt i en celle på Hjørring Politigård, inden de senere søndag blev varetægtsfængslet frem til torsdag 18. september. Forinden havde flere slagsmål dannet optakt til episoden på sygehuset. De to mænd havde været til Brønderslev Marked, og her var den 17-årige blevet slået så voldsomt, at en ambulance kørte ham på sygehuset med kammeraten som passager. Her mødte de en anden ung mand, som den 21-årige tidligere på natten havde givet to knytnæveslag og nikket en skalle, hvilket var årsagen til at han var i Hjørring. Politiet blev tilkaldt, og det var under afhøringen af den 17-årige, at det gik galt. Pludselig slog han den ene betjent flere gange i ansigtet, hvorefter slagsmålet var i gang. Den 21-årige var på udgang fra Hjørring Arrest, hvor han i øjeblikket afsoner tre voldsdomme. Desuden har han en lang række øvrige voldsdomme bag sig, bl.a. er han tidligere dømt for at have slået en taxachauffør i hovedet med en flaske. Den 17-årige er ligeledes en kending af politiet, idet han tidligere er dømt for vold og for overtrædelse af både våben- og fyrværkeriloven.
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...