Voldsmand kunne ikke holde næverne i ro og slog kvinder

Efterfølgende forsøgte han at true kvinderne til tavshed om overgrebene

AALBORG:Den 31-årige Brian Melgaard Nielsen fra Aalborg er i Retten i Aalborg idømt ubetinget fængsel i et år og otte måneder for i flere tilfælde at have begået grov vold mod kvinder. Manden, der fire gange tidligere er straffet for vold, blev i denne omgang dømt for at have overfaldet og gennemtæsket tre kvinder i tre forskellige forhold. De tre nye tilfælde af fysisk overgreb er alle begået i år. Han blev således dømt efter anklageskriftet, og dermed blev han også kendt skyldig i at have været i besiddelse af dels 35 gram amfetamin med henblik på videresalg, dels amfetamin, stesolidpiller og hash til eget forbrug. Den 31-årige mand modtog dommen og skal forblive varetægtsfængslet efter domsafsigelsen. Det første voldsforhold foregik 3. maj i år, hvor han om morgenen overfaldt sin daværende kæreste, som han boede sammen med i hendes lejlighed. Han skubbede til kæresten, som faldt bagover og beskadigede sin ryg. På trods af hendes indtrængende bønner om at han skulle ringe efter en ambulance, så nægtede han dog at gøre det. Først efter en halv times forløb ringede han efter en ambulance. Efter denne episode sendte han kvinden flere trusler på sms, hvor han frarådede hende at anmelde overfaldet til politiet. 3. juli i år forløb den 31-årige mand sig igen på en anden kvinde. Denne gang gik det ud over en midaldrende kvinde i en lejlighed på Sallingsundvej i Aalborg Øst. Brian Melgaard Nielsen sparkede og slog kvinden adskillige gange med knyttede næver i hovedet og på kroppen, og det resulterede bl.a. i, at hun læderede sine ribben. Årsagen til overfaldet var, at kvinden efter hans opfattelse havde skjult penge for ham. Det tredje tilfælde af grov vold gik 18. august i år ud over en kvinde, som han boede sammen med på det tidspunkt. Denne kvinde blev også gennembanket med flere knytnæveslag og spark i ansigtet og på kroppen. Endvidere tog han også kvælergreb på kvinden hvilket resulterede i, at hun efterfølgende fik en skæv kæbe. De havde haft gæster om aftenen, og da de var gået, haglede slagene ned over kvinden. Baggrunden for dette overfald var, at kæresten ikke havde opført sig som hun skulle efter hans opfattelse. Også i dette voldstilfælde havde Brian Melgaard Nielsen efterfølgende sendt sms-trusler til kvinden i et forsøg på at få hende til at tie om overfaldet.