Voldsoffer kan ikke huske noget

Kolding: En 49-årig kvinde fra Kolding er lige som politiet helt uvidende om, hvordan hun tidligt lørdag morgen var havnet liggende på et fortov i Kolding voldsomt forslået og med en blank hukommelse fra det forgangne døgn. Politiet formoder, at kvinden kan have været udsat for voldtægt. - Hun husker ikke noget fra fredag overhovedet, siger kriminalassistent Merete Tindborg fra Kolding Politi. Kvinden var forkommen og havde skader i ansigtet efter vold. En undersøgelse viste, at kvinden havde brud på kæben flere steder. Lægerne har også undersøgt, om kvinden er blevet udsat for voldtægt, men politiet afventer svar på prøverne. Kvinden er sidst set på restaurant Kontoret i nærheden af det sted, hun blev fundet. - Ifølge flere vidner forlod hun stedet alene. Ingen kender hendes færden i tidsrummet fra kl. 2, til hun blev fundet lørdag morgen, siger Merete Tindborg. Hendes taske blev senere fundet ved et kollegium i byen./ritzau/