Voldsoffers tilstand alvorlig

Den 42-årige mand, som blev overfaldet før nytår, er endnu ikke vågnet

Det er endnu uvist, hvornår den 42-årige mand fra Sydthy, som blev overfaldet dagen før nytårsaften på Bredgade vågner op. Hos Thisted Politi frygter man, at skaderne kan vise sig at være så alvorlige, at de aldrig får muligheden for at høre hans version af begivenhederne. Lægerne på Sygehus Thy-Mors forsøger at finde ud af, hvor alvorlige skaderne kan være, men der er ikke nogen sikker prognose endnu. De tre unge mænd, som blev varetægtsfængslet i sagen, sidder stadig bag tremmer, og det forventes fra efterforskerne, at de får den forlænget endnu fire uger, når den første frist udløber i næste uge. Efter hvad Thisted Dagblad erfarer fra anden side, så er efterforskningen i sagen ved at være afsluttet, men mangler kun en del tekniske undersøgelser og personundersøgelserne af de tre sigtede. Det første grundlovsforhør blev holdt for lukkede døre og det forventes det nye også at blive. - Der er ikke kommet noget nyt frem i efterforskningen til at ændre grundlaget for fængslingen, siger kriminalassistent Erik Krogh Pedersen, der på grund af de lukkede døre ikke ønsker at kommentere yderligere. De tre unge mænd - en på 17 og to på 19 år - blev alle fængslet sigtet for grov vold, der indebar slag, spark og tramp. Den 42-årige havde da også brækket adskillige ribben, men det er skaderne i hovedet, der i øjeblikket er de værste for lægerne.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.