Voldsofre: - Vi bliver røvrendt

To 16-årige løsladt efter dom for grov gadevold

Nørresundby 1. februar 2003 07:00

AALBORG: Skuffelsen lyste ud af ansigterne på Martin Larsen og kammeraten Michael Andersen, da Retten i Aalborg i går løslod to 16-årige drenge, som netop var blevet dømt for grov gadevold mod dem. De to 26-årige kammerater blev nytårsnat udsat for et totalt umotiveret overfald på Strubjergstien ved Vangen i Nørresundby. Her blev de angrebet af flok unge i alderen 14 til 20 år, som slog, sparkede og trampede på Martin Larsen og Michael Andersen. Volden hørte ikke op, selv om de to ofre faldt omkuld og blev slået bevidstløse. Byretten idømte de to 16-årige en ungdomssanktion, mens den tredje tiltalte - en 20-årig mand - indkasserede 60 dages betinget fængsel. Han deltog ikke aktivt i maltrakteringen af de to ofre. Ønsker ikke behandling De to 16-årige ankede på stedet til Vestre Landsret, fordi ingen af dem ønskede at underkaste sig en ungdomssanktion. Den strækker sig over to år og bygger på socialpædgagogisk behandling. Sanktionen rummer mulighed for anbringelse på en sikret afdeling på en døgninstitution, der følges op af en stram handlingsplan fra de sociale myndigheders side med hensyn til uddannelse og arbejde. Anklageren krævede de to 16-årige fortsat varetægtsfængslet med henvisning til samfundets retsfølelse. Det protesterede forsvarerne imod, og efter at have studeret forarbejderne til bestemmelsen om ungdomssanktion, konkluderede dommer Poul Erik Nielsen, at der tilsyneladende ikke var taget højde for den konkrete situation i lovgivningen. Og mod sin vilje var han nødt til at løslade de 16-årige. - Jeg havde ellers fundet det bedst for alle parter, hvis der var sket fortsat fængsling, bemærkede dommeren. En ankesag vil sandsynligvis først kunne komme på programmet i Vestre Landsret i løbet af to-tre måneder, og en så lang varetægstfængsling står ikke mål med den idømte sanktion. De 16-årige har allerede siddet fængslet siden 3. januar. - Krænker retsfølelses Ofrene og deres familie var forstående over for, der blev idømt ungdomssanktioner, men man forstod ikke et muk af, at drengene blev sat på fri fod. - Det er en rigtig mærkelig fornemmelse. De er lige blevet dømt for at have trampet min søn og hans kammerat i hovedet. En nådesløs handling, og løsladelsen mener jeg, er et angreb på retssikkerheden i dette samfund. Nu lukkes de ud og kan gå hjem og feste. Jeg er skuffet over vores retssystem, lød det bittert fra Kurt Larsen, far til Martin Larsen. Anklageren kærede ikke løsladelsen, men lod ude på gangen forstå, at hun vil gå hjem og overveje spørgsmålet.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...