Voldsom brand: Halm antændte olietank
En person kørt på skadestuen med lettere brandskader, efter brand på landejendom ved Nørager

Galleri - Tryk og se alle billederne.
NØRAGER:En voldsom brand hærgede fredag eftermiddag en landejendom i Nørager. En person er kørt på skadestuen med røgforgiftning og lettere brandskader, oplyser vagtchef Karsten Højrup Kristensen, Nordjyllands Politi.
Ifølge politiet opstod branden omkring klokken 12.30 i et landbrugsredskab, der stod i en lade med halm. Den voldsomme brand eskalerede, da flammerne fik fat i en olietank, der også blev antændt.
Laden står ikke til at redde og får lov at brænde ned.
Beredskabet er fortsat i gang med efterslukningsarbejdet, men de har flammerne under kontrol.
- Vi forventer, at vi skal være her til kl. 22 eller 23 i aften. Halm er svært at slukke, så det kommer til at tage tid, fortæller Claus Haparanda, som er indsatsleder ved beredskabet i Rebild Kommune.
Der var omkring 70-80 dyr på gården, som beredskabet reddede ud.
- Vi tilkaldte en dyrlæge, som har set til dyrene, og de er ikke kommet noget til, siger indsatslederen.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.