Voldsom brand i Næstved er under kontrol

En brand, der tirsdag fik politiet til at bede beboere nær Mosevej blive inden døre, er under kontrol.

1. juli 2015 01:02 - Opdateret 1. juli 2015 01:04

Nu kan beboere nær et lagerhotel på Mosevej i Næstved igen bevæge sig udenfor. Sådan lyder meldingen fra Sydsjællands Politi, der skriver på Twitter, at branden er under kontrol.

Det var et lagerhotel på Mosevej nummer otte i Næstved tæt på Næstved Havn, der tidligere tirsdag brød i brand.

Lagerhotellet er et sted, hvor private eller virksomheder kan leje sig ind for at opbevare ting.

Det er ikke sikkert, hvad der har startet den voldsomme brand på stedet. Ifølge politiet kom ingen til skade i forbindelse med branden.

Beboere i området blev dog opfordret til at blive indenfor, mens arbejdet med at slukke branden stod på.

Ifølge politiet var der tidligere en kraftig røg fra lagerhotellet, der steg lodret op.

Stedet, hvor branden fandt sted, og de omkringliggende veje vil være afspærret hele aftenen og natten, oplyser politiet.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...