Voldsom brand i stuehus

Stuehus på nordjysk landejendom gik op i flammer ved voldsom brand i nat. Ingen var hjemme - men kat savnes.

Redningsvæsen 1. april 2011 09:59

Et stuehus på Agervej 29 ved Jerslev i Vendsyssel gik i nat op i lys lue, og ilden var så voldsom, at huset udbrændte. Brønderslev Brandvæsen blev alarmeret fredag ca. kl. 04.30 og sendte fire køretøjer og 14 mand afsted. I stuehuset befandt en gasflaske sig, og udsivende gas gjorde slukningsarbejdet ekstra beværligt. Sikkerhedsventilen på gasflasken virkede dog, så gasflasken ikke eksploderede, oplyser indsatleder Klaus Andersen fra Brønderslev Kommunes brandvæsen. Kan ikke finde katten Der var ingen hjemme i huset, men det vidste brandvæsenet ikke i første omgang. Derfor blev en ambulance også sendt til brandstedet. Familiens kat savnes dog i forbindelse med branden. Det lange stuehus er bygget sammen med en stald, men blandt andet takket være en brandmur lykkedes det at redde stalden. Ifølge indsatslederen ser det ud som om, branden er opstået ved en dør, men det er indtil videre umuligt at sige noget præcist om brandårsagen. - Lige nu går vi og efterslukker, fortalte indsatsleder Klaus Andersen ved 07.30-tiden i morges, tre timer efter brandalarmen lød. Politiets teknikere skal fredag forsøge at finde frem til brandårsagen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...