Voldsom brand på asfaltfabrik
Flammer stod op fra taget på fabriksbygning i Aalborg

Galleri - Tryk og se alle billederne.
AALBORG:En voldsom brand ødelagde natten til fredag det meste af en flere hundrede kvadratmeter stor bygning på asfaltfabrikken Colas’ afdeling på Mineralvej 27 i Aalborg.
Branden blev opdaget kort før midnat, og på det tidspunkt stod flammer op fra taget af værkstedsbygningen.
- Det brændte meget kraftigt med store flammer, der stod op gennem taget, da vi ankom, fortæller indsatsleder Anders Brosbøl fra Beredskabscenter Aalborg.
Inde i den brændende hal stod flere store maskiner, blandt andet en asfaltudlægger og en vejtromle, og de gik også tabt. Benzin, hydraulikolie og gasflasker på asfaltmaskinerne fik sat ekstra fut i branden.
- Det brændte overalt, fortæller indsatslederen.
Varmen var så voldsom, at to porte ind til hallen smeltede.
Brandfolkene fik reddet halvdelen af den store hal fra at gå op i flammer.
Fordi branden var så voldsom, var det umiddelbart umuligt at se, hvor ilden opstod.
Der var ingen personer i værkstedsbygningen, da branden opstod, og politiets teknikere skal nu forsøge at finde frem til, hvad der startede ilden.
- Vi har en formodning om, at en teknisk fejl eller lignende startede branden. Vi formoder ikke, at branden er påsat, siger vagtchef Karsten Højrup Kristensen fra Nordjyllands Politi.
Brandslukningen varede næsten tre timer,
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.