Voldsom industribrand skaber risiko for eksplosion i Sverige

Vidner har hørt flere eksplosioner fra den brændende bygning i et industrikvarter i Göteborg.

En eksplosiv brand er brudt ud i et industrikvarter på den svenske ø Hisingen, som udgør en del af Göteborg, omkring klokken ti søndag aften.

Beredskabet oplyser, at der er gasflasker i den brændende bygning, og vidner fra området har hørt flere eksplosioner fra branden.

- Branden, som begyndte umiddelbart efter klokken ti, spredte sig enormt hurtigt på bare fem-ti minutter, og det eksploderede omkring ti gange fra bygningen, siger Timmy Andersson, som bor cirka 100 meter fra branden, til SVT.

16 personer er blevet evakueret fra et flerfamiliershus i nærheden af branden. Politiet har afspærret flere gader inden for en radius på 300 meter fra branden.

Evakueringen skyldes ikke risikoen for, at branden spreder sig, men derimod de mange gasflasker i bygningen, som vil kunne bringe beboerne i fare, hvis de eksploderer.

- Der var nogle trykbeholdere og beholdere til benzin, ilt og acetylen i bygningen. Hvad de indeholder, ved jeg ikke. Men som sagt har vi afspærret 300 meter omkring branden, siger Joakim Hansson, som er vagthavende ved politiet i Göteborg, til SVT.

Den brændende bygning ligger i et reje- og lakseindustrikvarter.

En kraftig sort røg spreder sig i området. Særligt i kvartererne Lundby og Norra Älvstranden opfordrer politiet beboere til at holde sig inde og lukke døre og vinduer.

Der er ingen meldinger om tilskadekomne.

I alt 40 brandmænd deltager i slukningsarbejdet. Derudover er omkring ti brandbiler, fire ambulancer og flere politibiler til stede nær branden.

- Vi frygter, at det bliver et omfattende og langvarigt slukningsarbejde på pladsen, skriver beredskabet i en pressemeddelelse.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.