Voldsom orkan har kurs mod den amerikanske østkyst

Orkanen Florence forventes i næste uge at kunne skabe ødelæggelser i USA's sydøstlige stater.

Den tropiske storm Florence har kurs mod staterne North Carolina, South Carolina og Virginia, hvor der er erklæret undtagelsestilstand. Foto: Jose Romero/Ritzau Scanpix
Ulykker 9. september 2018 06:41

Den amerikanske østkyst risikerer at blive ramt af en voldsom orkan i næste uge, forudser amerikanske meteorologer.

Det er den tropiske storm ved navn Florence, der på det seneste har samlet styrke på vej mod det amerikanske fastland. Den forventes inden udgangen af mandag at have udviklet sig til en kraftig orkan.

USA's Nationale Orkancenter vurderer, at en "hurtig intensivering" af orkanens styrke vil gå i gang søndag.

Orkanen ventes at ramme mellem Bermuda i Atlanterhavet og Bahamas tirsdag og onsdag. Herefter vil den bevæge sig mod den sydøstlige del af USA's kyst, vurderer centeret, der har hovedsæde i Miami.

Guvernører i delstaterne North Carolina, South Carolina og Virginia har bedt borgerne om at forberede sig på stormens ankomst. De har også erklæret undtagelsestilstand for at give dem mulighed for at forberede sig.

Roy Cooper, guvernør i North Carolina, har bedt statens borgere om at indstille sig på, at der er risiko for en naturkatastrofe.

- Vi går ind i højsæsonen for orkaner, og vi kender alle uforudsigeligheden og kraften af disse storme, lyder det fra guvernør Roy Cooper.

Den amerikanske flåde forbereder i denne weekend også sine skibe i Hampton Roads i Virginia, så de er klar til at forlade havnen.

I en pressemeddelelse lørdag oplyser flåden, at man vil være klar til at fjerne dem mandag for at undgå skader som følge af stormen.

Dønninger forårsaget af Florence er allerede begyndt at ramme Bermuda og er også ved at nå den amerikanske østkyst.

Lørdag aften klokken elleve lokal tid oplyste orkancenteret, at Florences hårdeste vindstød var på 110 kilometer i timen. På det tidspunkt befandt orkanens øje sig cirka 1270 kilometer sydøst for Bermuda på vej mod vest.

/ritzau/AP

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...