Redningsvæsen

Voldsom røg fra skib

19 personer evakueret fra skib ved kaj i Frederikshavn

Røgdykkere blev sendt ned i bunden af skibet for at lede efter årsagen til røgudviklingen. Arkivfoto

Røgdykkere blev sendt ned i bunden af skibet for at lede efter årsagen til røgudviklingen. Arkivfoto

FREDERIKSHAVN:En voldsom røgudvikling på et skib, der ligger til kaj i Frederikshavn Havn, førte ved godt 14.15-tiden tirsdag eftermiddag til en større udrykning fra Frederikshavn Kommunale Redningsberedskab.

- Der var tilsyneladende brand på skibet. I hvert fald kom der en voldsom røgudvikling fra bunden af skibet, men de første brandfolk på stedet kunne ikke finde decideret åben ild, fortæller vagtchef Jan Stagsted, Nordjyllands Politi.

Ifølge indsatsleder Bo Isaksen fra Frederikshavn Kommunale Beredskab, så lød meldingen på brand på et østeuropæisk skib under navnet Big Orange 18, der lå i dok Orskov på Havnepladsen i Frederikshavn.

Røgdykkere og termisk kamera

- Brandpersonalet på skibet havde slukket ilden, da vi nåede frem. Der var tilsyneladende opstået en brand i forbindelse med, at skibets besætning havde været i gang med noget reparationsarbejde og i den forbindelse havde brugt en skærebrænder eller en vinkelsliber, forklarer Bo Isaksen.

Han sendte for en sikkerheds skyld røgdykkere ned i skibet, ligesom det blev gennemgået med et termisk kamera, der dog knap nok slog ud. Frygten var nemlig, at der var ild i noget af lasten, som angiveligt bestod af korn eller foderstoffer.

- Men da det termiske kamera knap nok slog ud, så er vi ret sikre på, at branden var blevet slukket, siger Bo Isaksen.

19 personer evakueret

19 personer ombord på skibet blev evakueret i ro og mag.

- Folk havde selv sørget for at komme af skibet, så der var ikke umiddelbar fare for mennesker, konstaterer vagtchef Jan Stagsted, Nordjyllands Politi.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.