Voldsom stigning i arbejdsløshed blandt unge

På bare to år er arbejdsløsheden blandt danske unge mere end fordoblet.

Arbejdsløsheden blandt unde stiger voldsomt. Det viser helt nye tal, som Danmarks Statistik og LO har indsamlet for DR Nyheder. I september 2008 stod godt 16.000 unge mellem 16 og 29 år uden job, mens tallet i september 2010 var vokset til knap 39.000 fuldtidsledige - inklusiv aktiverede. LO Ungdom skyder, måske ikke overraskende, skylden på regeringen. - Man har skåret ned på erhvervsuddannelserne, og det vil påvirke os i mange år fremover. I øjeblikket mangler 8.000 unge en praktikplads. Der kunne regeringen godt have gjort noget på det område, siger Morten Skov Christiansen, der er ungdomspolitisk konsulent hos LO Ungdom, til DR Nyheder. Ifølge LO er der tre hovedpunkter, der kan medvirke til et fald i ungdomsarbejdsløsheden. Det er offentlige investeringer, gode uddannelsesmuligheder til unge og praktikpladser til alle.