Voldsom togulykke i USA

Tog kørte ind i perron midt i morgenmyldret - 108 kvæstede og én dræbt

Tog bragede ind i stationsbygningen. Foto: Scanpix
29. september 2016 16:16 - Opdateret 29. september 2016 20:27

NEW JERSEY: Et tog bragede torsdag ind i en togperron i morgenmyldretiden på Hoboken station i New Jersey i USA.

New Jerseys guvernør, Chris Christie, siger på et pressemøde, at 108 personer er blevet kvæstet i ulykken.

- Alle er blevet evakueret.

- Vi beder for, at de får det bedre, siger han.

Chris Christie bekræfter, at én person er dræbt. Personen sad ikke i toget, men stod på stationsplatformen. Tidligere berettede flere medier om tre døde.

De nærmere omstændigheder omkring ulykken er endnu uklare. Men Chris Christie siger, at de ikke vil "spekulere i årsagen til ulykken".

- Vi har ikke noget, der indikerer, at det er andet end en tragisk ulykke, siger han.

Ifølge NBC skete ulykken omkring klokken 08.45 lokal tid.

Amerikanske medier bringer flere billeder fra stedet, hvor der ses voldsomme skader på toget såvel som bygningen, som toget er pløjet ind i.

Toget er tilsyneladende braget igennem det bump, der skulle stoppe toget for enden af skinnerne.

Siden er det fortsat ind i perronen og videre gennem et overdækket område i stationens indendørs venteområde.

Helikopterbilleder viser, at bygningens tag er delvist brast sammen over toget.

Foto: Stringer/Scanpix

Et øjenvidne fortæller til NBC, at han stod i bageste ende af togets anden vogn, da toget først ramte ind i perronen, og siden ramte nogle søjler, der fik loftet til at vælte ned over toget.

- Det varede kun et par sekunder, men det føltes som en evighed, siger passageren Bhagyesh Shah, der også beretter, at han har set flere personer blive mast.

- Jeg så en kvinde, der lå fastklemt under cement. Mange mennesker blødte, og en mand græd.

Bhagyesh Shah fortæller til NBC, at passagerne slog vinduer i stykker for at komme ud.

Han tilføjer, at toget var fyldt med mennesker - særligt i togets forreste vogn.

Myndigheder på stedet siger til NBC New York, at de første undersøgelser på stedet antyder, at ulykken kan være sket på grund af en operationel fejl.

The National Transportation Safety Board, et undersøgelsesagentur, skal nu i gang med at undersøge årsagen til ulykken.

NTSB’s næstformand, Bella Dinh-Zarr, siger ifølge CNN, at de vil undersøge, om der er ligheder til en togulykke, der skete på samme station i maj i 2011.

Al togtrafik på Hoboken station er aflyst.

Stationen ligger 11 kilometer fra New York City og er New Jerseys femtetravleste station med omkring 50.000 passagerer hver dag.

/ritzau/AFP

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...