Voldsom V-kritik af Karlo Jensen

- For meget, siger formanden for lokal vælgerforening

Svend Ole Jensen
Jørn Pedersen skød med skarpt
Lokalpolitik 17. januar 2007 05:00

ARENTSMINDE: Der blev skudt med skarpt efter tidligere amtsrådsmedlem og byrådsmedlem Karlo Jensen, Aabybro, på generalforsamlingen i Venstre i Jammerbugt Kommune, som blev holdt på Arentsminde Cafeteria. Karlo Jensen forlod Venstre ved årsskiftet, bl.a. fordi han mener, at partiet har forladt den liberale ideologi. Det var ikke formand Leif Nørskov Madsen, Biersted, som fyrede kuglerne af i sin beretning. De kom derimod fra Aabybro-afdelingens Jørn Pedersen. - Sandheden om Karlo Jensens udtræden er, at han i efteråret 2005 stillede op til byrådsvalget i Aabybro og måtte efterfølgende konstatere, at Venstres vælgere vragede ham, i øvrigt helt naturligt med baggrund i hans modvilje mod kommunalreformen. Denne modstand var desværre også medvirkende til, at andre kandidater i Aabybro by ikke stillede op. Derfor var nederlaget for Karlo Jensen endnu større. - Måden at forlade partiet på grænser til at være uforskammet, og medlemsskabet af Venstre er tilsyneladende kun brugt til at opnå valg, da han forlader partiet den sidste dag, honoraret kommer ind af døren, lød det fra Jørn Pedersen. Han gjorde opmærksom på, at hans indlæg skulle opfattes som en del af beretningen, som de fremmødte senere skulle godkende. Og ingen sagde ham imod. - Det betyder naturligvis, at mit indlæg var en del af den beretningen, som blev godkendt af forsamlingen. Formanden takkede endda, siger Jørn Pedersen. Han tilføjer, at han på forhånd havde aftalt med Venstre-medlemmer, at han skulle komme med et bidrag om Karlo Jensen til beretningen. Larmende tavshed Ingen af de omkring 60 fremmødte havde kommentarer til beretningen med Jørgen Pedersens tilføjelse. Først under punktet eventuelt gav Niels Jørgen Vestergaard, formand for Venstrevælgerforeningen i V. Hjermitslev-Alstrup, udtryk for utilfredshed med Jørn Pedersens indlæg. - Jeg ønsker ikke at holde hånden over Karlo Jensen. Jeg synes bare ikke, der var nogen grund til det indlæg, som kom fra Jørn Pedersen, siger Niels Jørgen Vestergard, som tror at flere deler hans holdning. - Jeg bed jo mærke i, hvornår der var flest klapsalver, siger Vestergaard. Han hentyder til, at der blev klappet voldsommere af forsamlingen efter hans indlæg end efter vedtagelsen af formandens beretning. Det samme gav flere af deltagerne udtryk for efter generalforsamlingen. Leif Nørskov Madsen siger, at han ikke havde taget Karlo Jensen sagen med i sin beretning, fordi det er en sag, som hører hjemme i Aabybro-afdelingen. - Det skal Venstre i Jammerbugten ikke blande sig i. Jeg opfatter Jørn Pedersens indlæg udelukkende som en redegørelse fra Aabybro-afdelingen, siger Leif Nørskov Madsen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...