Udland

Voldsomme oversvømmelser hærger Makedonien

Massiv regn har skabt enorme oversvømmelser i det lille land på Balkan, Makedonien. Mindst en person er dræbt

Voldsomme oversvømmelser hærger Makedonien

En person er druknet og adskillige huse er ødelagte efter omfattende oversvømmelser i Makedonien. Ifølge de lokale myndigheder har to dages kraftig regn sat store områder med landbrugsjord under vand og skabt strømsvigt i det lille land på Balkan.

Makedoniens Center for Kriseledelse siger, at flere end 10 floder er gået over deres breder, og mindst to broer er ødelagte af vandmasserne.

En 51-årig mand fra byen Cvetisnica, der ligger i den nordøstlige del af landet, druknede, da han forsøgte at krydse den rivende flod.

Den makedonske regering oplyser, at den har sendt hjælp til de ramte områder i kampen mod vandmasserne.

- Vi har distribueret udstyr til at bekæmpe yderligere oversvømmelser, siger talsmand for regeringen, Aleksandar Georgiev.

Stigende vandstande har lagt pres på dæmninger, og mindst to i de ramte områder er ved at briste. Som en sikkerhedsforanstaltning er beboere i nærheden blevet evakueret.

Nabolandet Serbien, der ligger nord for Makedonien, er også ramt. 40 hjem er blevet evakueret i den sydlige serbiske region Bujanovac på grund af oversvømmelser.

/ritzau/Reuters

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst