Voldsomt røveri gav 30.000 kr.

HOLBÆK:Et voldsomt røveri mod supermarkedet Liedl på Tåstrup Møllevej i Holbæk gav et udbytte på omkring 30.000 kr. oplyser Midt- og Vestsjællands Politi. Personalet blev truet til at lægge sig på gulvet og blev bagbundet med strips, da to røvere kl 20.30 slog til mod supermarkedet efter at have ventet ved butikkens bagdør efter lukketid. Den ene røver var bevæbnet med en pistol, mens den anden truede med kniv. Under røveriet talte gerningsmændene gebrokkent engelsk og et mellemøstligt klingende sprog. De beskrives begge som 18-20 år gamle, ca. 170 cm høje og udlændinge. Efter røveriet forsvandt duoen via en nabogrund til supermarkedet. /ritzau/