Voldsramt kvinde ville ikke vidne mod sin eks-kæreste

Tårer nyttede ikke i retten

FREDERIKSHAVN:En 23-årig frederikshavner fik i går sin femte voldsdom i løbet af fire år. Den dømte forsikrede lige inden dommerne trak sig tilbage for at votere, at han nu er færdig med kriminalitet: - Jeg ved, at min fortid ikke ser så pæn ud. Men jeg stopper med den slags nu, sagde han. Derefter satte han sig hen ved siden af sin eks-kæreste, som han var tiltalt for at have slået, og ventede på dommen. Hans angrende ord havde ikke gjort indtryk på dommerne. Straffen lød på syv måneders fængsel. Natten til 21. september trængte den 23-årige ind i sin tidligere kærestes lejlighed. Han ødelagde fordøren og en aflåst mellemdør for at komme ind. Inde i lejligheden sad kæresten sammen en kvindelig og to mandlige bekendte. Beskyldninger føg i luften mellem den 23-årige og hans eks-kæreste. De to unge mænd , der var på besøg, forlod lejligheden. Den 23-årige begyndte at rive lamper og potteplanter ned og smadrede en højttaler. Hans eks-kæreste sparkede ham over skinnnebenet, og han gav hende fem-ti slag med flad hånd. Derefter puffede han til hende, så hun faldt hen over et sofabord. Efter opgøret forlod han lejligheden. Hun anmeldte overfaldet, og politiet fik samme nat oplysninger om, at han var set i byen med en pistol. Han blev anholdt efter få timer og har siddet varetægtsfængslet siden. Pistolen var, forklarede han i retten, en splatterpistol, og det var ikke ham, men en ven, der havde den med. Kvinden forsøgte nogle dage senere at trække anmeldelsen tilbage. Hun flyttede på krisecenter efter overfaldet og forklarede politiet, at hun var bange. Den 23-årige er ud over at være notorisk voldsmand også formodet hovedmand i Den internationale Klub i Frederikshavn. Klubben sættes i forbindelse med narkohandel og anden grov kriminalitet. I retten afviste han tilhørsforhold til klubben og tilføjede, at klubben er opløst. Kærester igen Anmeldelsen mod den 23-årige kunne ikke trækkes tilbage. I retten forsøgte hans eks-kæreste at undslå sig at vidne ved at påstå, at de var kærester igen. Men retten fandt det ikke godtgjort, at parret var sammen igen og pålagde hende at afgive forklaring. Det gjorde hun. Men modstræbende. Hun afviste sin egen tidligere forklaring om, at hun var blevet slået. Anklageren orienterede hende om, at hun selv stod til fængselsstraf for enten falsk anmeldelse eller falsk forklaring i retten, hvis hun stod fast på sin nye forklaring. Efter en kort rådslagning med sin bistandsadvokat, kom kvinden grædende ind i retssalen igen og erklærede sig villig til at afgive forklaring om, hvad der faktisk var sket i lejligheden. Herunder, at hun at hun var blevet slået flere gange. Ud over vold blev den 23-årige dømt for indbrud i tøjforretningen Jeff, overtrædelse af våbenloven ved at have i besiddelse af skarpe patroner, samt hærværk.