Voldssag smuldrede

AALBORG: To drenge i 16-17-årsalderen er i Retten i Aalborg blevet frifundet for vold mod en jævnaldrende, tidligere skolekammerat, som blev overfaldet i Aalborgs midtby under sommerens Tall Ships-arrangement. Overfaldet skete ved Nytorv, hvor offeret blev slået og sparket i forbindelse med, at han blev omringet af en større gruppe drenge. Vidner udpegede de to nu frifundne som medlemmer af gruppen, men i retten kunne ingen - heller ikke offeret - genkende dem som deltagere i overfaldet. Ifølge de to tiltalte havde de slet ikke været i Nytorv-området på det pågældende tidspunkt, og et af vidnerne fortalte desuden, at han havde været sammen med den ene tiltalte et helt andet sted på gerningstidspunktet. Alt i alt medførte det altså en frifindelse af begge drengene. -nok