Voldssigtet fængslet igen

Retten i Aalborg har forlænget varetægtsfængsling af 19-årig

Vold 21. marts 2007 05:00

HOBRO: Den 19-årig mand fra Hobro-egnen, som er sigtet for vold med døden til følge efter et slagsmål på bostedet Vielshøjgård i Hørby Kirkeby for en måned siden, skal fortsat være varetægtsfængslet. Dommeren ved Retten i Aalborg vurderede, at retshåndhævelsen kræver, at den sigtede bliver bag tremmer, så fængslingen er forlænget med yderligere fire uger. Fundet død i sengen Natten til lørdag 17. februar var den sigtede i slagsmål med den jævnaldrende Claus Meldgaard Pedersen, der boede på Vielshøjgård. Ofret gik i seng, men blev næste aften fundet død i sin seng. Han var omkommet som følge af en hjerneblødning efter et slag, der havde givet ham et mindre kraniebrud. Da den 19-årige blev fremstillet i retten for en måned siden, accepterede han fængslingen. Men under det seneste retsmøde protesterede hans forsvarer og kærede kendelsen til landsretten. - Almindeligt slagsmål Forsvareren, advokat Ole Nepper-Christensen, mener, at der var tale om et almindeligt slagsmål, og at det ikke er bevist, at hans klient er skyld i ofrets død. Anklageren, politiassessor Maria Ohrt-Nissen fra Nordjyllands Politi i Hobro, vurderer, at sagen kan være efterforsket færdig i løbet af de kommende fire uger. Endnu mangler resultatet af en række tekniske undersøgelser, ligesom der skal laves en personundersøgelse af den sigtede.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...