Vold

Voldssigtet i Mojo-sag løsladt

THISTED:Thisted Politi valgte tirsdag eftermiddag at løslade en 21-årig mand fra Thisted, som sigtes for at have deltaget i det brutale overfald søndag morgen på den nigerianske fodboldspiller Mojo Kingsley. Den 21-årige fik søndag anholdelsen opretholdt i tre døgn, men efter en række vidneafhøringer valgte politiet tirsdag at løslade den 21-årige. Sigtelsen for vold opretholdes. Afhøringen af vidner bragte et ny aspekt ind i sagen, idet det viser sig, at det ikke kun var Mojo Kingsley, der blev overfaldet. Ud for City Pizza på vej fra Dampmøllen til krydset ved Korsgade blev hans 18-årige bekendt, der er bosat i Midtjylland, også overfaldet og slået i ansigtet. Den 18-årige er ligeledes af anden etnisk herkomst, hvilket bekræfter teorien om, at der ligger racistiske toner bag det dramatiske overfald. En anden 21-årig mand er tidligere blevet varetægtsfængslet i tre uger sigtet for at have overfaldet og trampet på fodboldspilleren.