Voldtægt uopklaret

Politiet savner henvendelse fra taxachauffør i voldtægtssag fra Aalborg.

Politiet har ikke flere brugbare spor i voldtægtssagen.

Politiet har ikke flere brugbare spor i voldtægtssagen.

Nordjyllands Politi har ikke flere spor at efterforske i anmeldelsen af en voldtægt i den sydøstlige del af Aalborg søndag 17. juli. En 22-årig kvinde anmeldte til politiet, at hun havde mødt tre somaliske mænd i Jomfru Ane Gade klokken fire søndag morgen. De delte en taxa, og aftalen var, at kvinden skulle sættes af undervejs. Men turen endte i en lejlighed i Aalborg SØ, hvor kvinden blev voldtaget af to af de tre mænd. Ingen brugbare spor - Vi har efterforsket alle spor i sagen uden at kunne opklare den, siger vicepolitikommissær Torben Asmussen. Derfor vil politiet meget gerne høre fra taxachaufføren. - Vi har ikke kunnet finde de tre mænd, gerningssted eller taxachaufføren. De tekniske undersøgelser har heller ikke givet brugbare spor, siger Torben Asmussen. - Men hvis der er en taxachauffør, der kan genkende hændelsesforløbet, hører vi meget gerne fra chaufføren, siger han. Signalement af gerningsmænd Ved anmeldelsen beskrev den 22-årige kvinde de to af mændene som værende mellem 18 og 30 år. Den ene er almindelig af bygning, 175 centimeter høj og havde skæve tænder og udstående øjne. Den anden er cirka 165 centimeter høj og tynd og havde også skæve tænder. Begge bar kasket.