Voldtog steddatter gennem fem år

57-årig fra Hobro idømt fængsel for langvarigt misbrug af steddatter.

Arkivfoto

Arkivfoto

57-årige Søren Nielsen fra Hobro blev fredag idømt to år og ni måneders fængsel for voldtægt mod sin nu 27-årige steddatter. Voldtægterne fandt sted fra 1998 til 2003, hvor familien boede i Hornum ved Aars. Den nu dømte Søren Nielsen befølte steddatteren på både bryster og i skridtet, ligesom han fik hende til at beføle sig i skridtet og give sig oralsex. Han blev også dømt for at have tiltvunget sig til samleje med sin stedatter, som på grund af sin fysiske underlegenhed ikke kunne kæmpe imod sin stedfar. Ord mod ord Anklager Karina Skou lagde i sin procedure vægt på den forurettede datters forklaring i retten torsdag, som hun mente bar præg af en høj grad af troværdighed. Det modsatte var ifølge Karina Skou tilfældet med Søren Nielsens forklaring og hele sagen var overordnet baseret på få vidneforklaringer og uden tekniske beviser. En omstændighed som forsvarer Kristian Regnar Pedersen lagde meget vægt på i sin procedure, hvor han plederede for frifindelse af sin klient. Ældste datter vidnede Til at støtte op om anklagerens påstand var en ældre steddatter til Søren Nielsen også i retten, for at fortælle om de ting hun var blevet udsat for, og som i høj grad mindede om hvad Søren Nielsen nu er dømt for. Alt hvad den ældste steddatter kunne fortælle om er dog forældet, og er aldrig blevet anmeldt til politiet. I retten forklarede Søren Nielsens kone og søster sig også. Frifundet for vold Søren Nielsen blev fundet skyldig efter i alt fire paragraffer i straffeloven, mens han blev frifundet for påstået vold mod sine to biologiske sønner. Han er blevet dømt til at betale 80.000 kroner i erstatning til sin steddatter, og byretten forlængede hans varetægtsfængsling. En kendelse han kærede til landsretten. Søren Nielsen udbad sig 14 dages betænkningstid i forhold til om han vil modtage dommen, eller anke den til landsretten.