Volley-damer skal til Aalborg

} VOLLEYBALL: Damerne på Jyllandsserieholdet fra Strandby slutter dette års kampe, når de i morgen drager til Katedralskolen i Aalborg, hvor de skal spille imod NIV 95, Nibe og VK 74, Aalborg. Selvom modstanderne fra Nibe kun har fået tre point og VK 74 seks point ligesom Strandby, kan Strandby helt sikkert vente sig modstand, som damerne roligt kan tage alvorligt. } FORENINGSPENGE: Sparekassen Farsø - med sloganet "Vi sætter ting i sving" - er ved at varme op til årets foreningspriser. Allerede nu er der indkommet en masse forslag til kandidater, og det betyder, at den komite, der skal finde de værdige prismodtagere er blevet sat på en svær opgave. Der er 27.500 kroner på spil, så der er virkelig gode penge at hente til foreningslivet. Forrige år var det blandt andet Farsø Badmintonklub, Strandby Volleyballklub og Flejsborg Skydecenter, som var blandt de heldige foreninger. Det er 16. gang, Sparekassen Farsø uddeler sine foreningspriser. } JULEBAL: Midt mellem jul og nytår, hvor vi alle har lidt svært ved at finde benene igen efter juledagene er der i Farsø tradition for, at man kan få danset noget af juleflæsket væk. Og det gælder også i år, hvor det kendte orkester Kandis optræder på Hotel Farsø. Traditionen foreskriver også, at der er kamp om pladserne, så det er måske nok en god idé at komme ud af starthullermne nu. Farsø Borgerforeing arrangerer og Hotel Farsø klarer mad og drikke.