Volleyball under private former

Loftet var i vejen for serven

Skolevæsen 19. marts 2003 07:00

GUG: Filipskolen på Sohngårdsholmsvej lagde sin nye, flotte hal til, da der i går var volleyball-stævne med deltagelse af fire af kommunens private skoler. Skolens hal består af den gamle skolehal og en lige så stor tilbygning. Men der hvor hallerne mødes, er lofthøjden markant lavere. Så volleyball-spillerne havde indimellem problemer med at undgå at ramme loftet, når de servede. Men det gjorde nu ikke noget, for eleverne fra de fire skoler var tydeligvis kommet for at have en hyggelig dag sammen. Spillet på banen vidnede også om, at det ikke er alle eleverne, der dagligt har kontakt med en volleyball-bold. Udover spillerne fra de i alt 20 deltagende hold, var klassekammeraterne også mødt op for at heppe. Tradition Peter Würtz fra Lyngbjerggårskolen i Godthåb fortæller, at man hvert år inviterer alle privatskoler i Aalborg Kommune til at deltage i volleball-dagen. I år havde fire sagt ja. Det var foruden Lyngbjerggårdskolen, Sct. Mariæ Skole, Filipskolen og Klostermarkskolen. Egentlig var det Sct. Mariæ, der skulle have været vært i år, fordi skolen løb med pokalerne i både pige- og drengerækken i fjor. Men en vandskade i deres hal satte en stopper for de planer. - Oprindeligt startede det som en fodboldturnering, men det var lettere at samle et volleyball-hold. Der skal jo kun være seks på banen af gangen, siger Peter Würtz. Skifter skole Han var i øvrigt en delt mand i går. Han stopper ved udgangen af denne måned som viceskoleinspektør på Lyngbjerggårdskolen for at vende tilbage til Sct. Mariæ Skole, hvor han kom til, før han startede i Godthåb. - Sct. Mariæ er min skole, forklarer han. - Jeg har været meget glad for at være på Lyngbjerggårdskolen, men familien var ved at være lidt træt af aldrig at se mig. Der er et tæt samarbejde mellem forældre og skole, og forældrene er med til at træffe mange beslutninger, så der er mange møder og arrangementer efter normal arbejdstid og i weekenderne. Det kunne jeg selvfølgelig have sagt nej til, men når man engagerer sig i noget er det også svært. Optimisme Optimismen på det ene af de to hold, som Lyngbjerggårdskolen havde med i går var ellers i top. - Vi vinder, lyder det optimistisk før første kamp. - Er det ikke det man skal sige, fortsætter samme spiller. En af dem, der ikke var klædt på til at spille volleyball i går var Nanne Høegh Sørensen, der går i 9. klasse på Lyngbjerggårdskolen. Hun nøjedes med at heppe på holdkammeraterne. - Det ville være synd for holdet, hvis jeg var med. Jeg er ikke så god til boldspil. siger hun. Men motion får hun skam. Hun rider derhjemme, og det er ikke kun hesten, der bestiller noget, når man rider, skulle vi hilse og sige. Rytteren laver faktisk også meget.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...