Fodbold

Volleyballhold klar til sæsonstart

AALBORG:På søndag starter turneringen i volleyball 2004/2005 i Danmarksserien, og her er de lokale førstehold klar til kamp, selvom mange reelt savner spillere til at give en tilstrækkelig bredde. Hos damerne kan succesholdet fra sidste sæson, Vodskov, godt bruge et par spillere til erstatning for de tre, der er holdt i forhold til den sidste kamp i foråret. Der har dog været tilgang af en enkelt spiller, men flere vil ifølge træner Dan Christensen være særdeles velkommen, og som det ser ud nu, er målet at blive i rækken. Det samme gælder for Svenstrup, men her har der glædeligvis været en tilgang af nye spillere, og da de erfarne hænger ved, ser truppen ganske fornuftig ud. Desværre er det endnu ikke lykkedes at finde en træner til holdet, men det sker måske i ugen op til de første kampe. Hos Beton Aalborg er optimismen også i behold, efter at en rutineret hæver er vendt tilbage til klubben, men holdet har fået den første kamp i Hjørring flyttet på søndag, så premieren byder kun på en enkelt kamp. Endelig er VK 74 Aalborg også at finde i Danmarksserien i indeværende sæson efter forårets nedrykning. Efter glimrende spil i 2. division men en rekordagtig række af nederlag lykkedes det ikke at blive hængende, så med erfaringen fra i fjor er der håb om, at der ikke bliver så langt mellem sejrene i den forestående sæson. I Danmarksserien for herrer deltager kun nedrykkede VK 74 Aalborg som lokalt førstehold, og her er der lagt op til lidt af en sæsonpremiere med lokalopgør mod både tredje- og fjerdeholdet fra HIK Aalborg. I forhold til holdet fra 2. division er der kun tre spillere tilbage, og de er mixed med spillerne fra sidste sæsons DS-hold, så det vigtigste bliver at få stabiliseret holdet og blive i rækken. Weekendens program består af følgende kampe: Damer: Hadsund kl. 10.00: Svenstrup - LKB og 11.45 Svenstrup - Hadsund. Hjørring Seminarium kl. 13.45: Nordre 66 Hjørring - VK Beton Aalborg. Katedralskolen Aalborg: 10.00: VK 74 - HIK Aalborg (a). Kl. 11.45 VK 74 - HIK Aalborg (b). Herrer: Katedralskolen Aalborg: 10.00: VK 74 - HIK Aalborg (b), 13.30: VK 74 - HIK Aalborg (a).