Volleyballklub i vadestedet NEDTUR: Aalborg HIK synes at være gået fra de syv fede til de syv magre år

De har haft me­get at glæ­de sig over i Aal­borg HIK i de se­nes­te år. Nu skal an­dre søge at kom­me i sam­me rol­le, som tre af de nu for­hen­væ­ren­de spil­le­re er her med po­kal­tro­fæ­et, fra ven­stre Mor­ten Schmidt, Jep­pe Ves­ter­ga­ard og Mikkel Ves­ter­ga­ard. Foto: Hen­rik Bo

De har haft me­get at glæ­de sig over i Aal­borg HIK i de se­nes­te år. Nu skal an­dre søge at kom­me i sam­me rol­le, som tre af de nu for­hen­væ­ren­de spil­le­re er her med po­kal­tro­fæ­et, fra ven­stre Mor­ten Schmidt, Jep­pe Ves­ter­ga­ard og Mikkel Ves­ter­ga­ard. Foto: Hen­rik Bo

AALBORG:Det er kun et par år siden, volleyballklubben Aalborg HIK var at henregne til de faste medaljetagere i såvel DM-sammenhæng som i pokalturneringen. Syv fede år blev indledt i 1998, da mændene for første gang vandt pokalmesterskabet og samtidig tog sølv i DM. Det førte videre til to danske mesterskaber og ikke færre end fem pokaltitler inden for seks år. Men kurven tog et dyk efter 2003, det seneste år, man har været i pokalfinalen, og samtidig blev DM-guldet skiftet ud med bronzemedaljer, senest erhvervet i 2005. På kvindesiden slap HIK med i slipstrømmen af mændenes succes, og var i pokalfinalen i såvel 2001 som 2004, dog uden at vinde. Og i DM-turneringen tog man tre år i træk bronzemedaljer, fra 2002 til 2004, uden at kunne komme det videre skridt op ad ranglisten. Nu har især nedturen meldt sig på kvindesiden, hvor HIK med stor sandsynlighed takker af i Elitedivisionen efter denne sæson. Mændene hænger stadig på i slutspil-sammenhæng, men har efterhånden svært ved at matche de tre bedste, og er således havnet uden for medaljerækken de to seneste år. - På kvindesiden er en større grundstamme næsten helt forsvundet i løbet af et par år, så her er vi hårdt ramt, siger Jess Gramkow, bestyrelsesmedlem i HIK. - På herresiden synes jeg egentlig, vi har fået god tilgang for dem, som er stoppet. Men det er klart, at det tager tid at bygge et tophold op. Vi havde en stamme af spillere, som over en lang årrække blev særdeles godt sammenspillet, og som til sidst også skaffede sig selv og klubben resultater. Det kan han sige med vished om, at han selv var med i de gyldne dage, da der hvert år blev hevet pokaler og sølvtøj hjem. - Nu er der sket det, at andre klubber, med bedre økonomi end os, er begyndt at opruste med flere, udenlandske spillere, og det har vi svært ved at matche. Vi kører fortsat på frivillig, ulønnet basis. - Men vi har en målsætning om alligevel at være i stand til at spille med i toppen, og der forsøger vi så at skabe de bedst mulige rammer for vore spillere, så de har lyst til at blive her - eller for nye - at komme til. - Men det handler ofte om, at der skal være en uddannelse eller et job med i spillet, hvis vi skal hive volleyballspillere til Aalborg, siger Jess Gramkow. Han tror fortsat på, at herreholdet kan spille med om medaljer i den udformning, holdet har nu, hvorimod han erkender, at dameholdet nok vil have godt af at komme en række ned, få noget mere rutine og især noget selvtillid ved igen at opleve at vinde kampe. Og så sadler klubben ellers også om rent ledermæssigt til foråret, for formanden gennem de seneste 10 år, Birte Rasmussen, har varslet sin afgang på den kommende generalforsamling. Men så rykker de bare lidt tættere sammen igen i HIK - som de har gjort så mange gange tidligere, og skabt sig fine resultater på. Nedgangstiden animerer blot de sidste dages amatører til at give den en ekstra skalle, er holdningen hos Aalborg HIK.