Volleyballspillere trodsede vinden

I går var der Beach Volley på Asaa Strand - to instruktører kom med gode råd til at spille i blæsevejr

ASAA:Vinden rev i den lette volleyball, der svirrede fra side til side gennem luften, da der i går var aktiv sommerdag med en omgang Beach Volley på Asaa Strand. De fire spillere, der var mødt op, fik introduktion til Beach Volley af de to instruktører Anja Block Christoffersen og Sasja Steinov Thrane, der spiller sammen under Fanta Beach Volley Tour 2005. Enkelte solglimt klemte sig igennem de grålige skyer, men ellers stod det på blæsevejr. Armene svingede fra side til side i takt med, at bolden tumlede rundt i vinden. Lærer vinden at kende De to instruktører har erfaring med at træne og spille i al slags vejr, så der blev givet gode råd til spillerne. - Det er vigtigt at lære at bruge vinden, for det betyder meget for ens spil. Det er eksempelvis nemmere at styre en underhåndsserv i blæsvejr end en overhåndsserv, forklarede Sasja Steinov Thrane. Sidelinjerne og baglinjen blev ridset op med de bare fødder efter en times opvarming. Det var blevet tid til at spille turnering. I indendørs volleyball er der seks spillere på banen, i beachvolley er der kun to . - Beach Volley er meget forskelligt fra indendørs volleyball. Her kan du kaste dig i sandet, og der er kun to spillere på banen, så der er et meget større område at dække, siger Sasja Steinov Thrane. Niels Berthelsen fra Dronninglund var taget til beachvolley sammen med sin søster og mor, der er formand for turistforeningen for Dronninglund Kommune. - Det er faktisk vores mor, der har fået os med i dag. Jeg ville ikke have taget herud, hvisder ikke var instruktører på, for jeg lærer ikke så meget af at sætte et net op og spille uden at få nogle gode råd, siger Niels Berthelsen. Det er turistforeningen for Dronninglund Kommune, der sammen med Sund By har arrangeret de aktive sommerdage. Formand Annette Berthelsen håber på anden dagen, at der i løbet af sommeren vil dukke flere op til aktiviteterne. - Det er et rigtig godt tilbud til at være aktiv i sommerferien. Vi har valgt få aktiviter med kvalitet, der så bliver gentaget en gang om ugen, men vinden og den manglende sol har nok holdt folk væk idag, siger Annette Berthelsen og fortsætter: Aktiviteterne er til gavn for alle, og børn og voksne kan i de aktive dage få seriøs træning med instruktører. Formålet med de aktive sommerdage er også at få vækket børnenes interesse for de forskellige sportsgrene, så de får lyst til at melde sig ind i en forening og fortsætte med at være aktive.