Volstrup Skole er værd at bevare

Skolevæsen 26. september 2007 06:00

VOLSTRUP SKOLE: Vi har en rigtig god skole, som oven i købet er den skole, der har de laveste omkostninger pr. elev, hvorfor skal vi så lukkes? Er det ikke dårligt købmandskab? ¿ Ja, jeg undres! Mine børn er glade for at komme i skole hver dag. Det skyldes især gode klassekammerater, men også at de har nogle gode lærere, som forstår sig på børn og børns trivsel, jeg er nemlig så naiv, at jeg tror på, at glade børn lærer bedst. Og hvordan får man så glade børn? Det gør man i trygge og velkendte omgivelser, hvor ens klassekammerater, lærere og pædagoger kender en og ens forældre via et tæt samarbejde mellem skole, skolefritidsordning og hjemmet. Dette samarbejde fungerer på Volstrup Skole, her er engagerede lærere og pædagoger, som brænder for deres arbejde, og det smitter af på vores børn. Vi har en velfungerende skolefritidsordning, hvor der lægges vægt på gode sociale relationer og spændende aktiviteter for børnene. Jeg oplever mange gange, at når jeg henter mine børn, har de ikke tid til at komme med hjem, fordi de er midt i en spændende aktivitet. Det er da luksus for en travl børnefamilie, hvor pasningsbehovet er stort, at ens børn får mulighed for at lave noget sjovt og lærerigt og ikke blot skal opbevares, indtil mor eller far har fri. Volstrup Skole er værd at bevare, den gør en forskel for vores børn, også selv om den ved første øjekast blot ligger på en mark i stort landskoledistrikt, så er den dog centrum for vores verden. Et centrum for vores børns læring, både fagligt men også socialt, så de senere står bedst muligt rustet til at træde ud i den globaliserede verden. Volstrup Skoles lærere og pædagoger gør et stort stykke arbejde for vores børn. Tak for det. - Så til de socialdemokratiske politikere, som vil lukke vores skole, tænk jer godt om, for det er en god og velfungerende skole I vil lukke.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...